Tidligere VB-elegantier får myrekryb, når han tænker tilbage på Vejle Boldklubs seneste oprykning

Valentino Lai (nummer to fra højre), som her ses sammen med Steffen Kielstrup, Anders Clausen og Kristian Fæste, er i dag uofficiel sportschef i sin barndomsklub FC Rosengård fra Malmø.

Da Vejle Boldklub sidste gang rykkede op i Superligaen, spillede Valentino Lai en vigtig rolle. Her ti år senere husker han stadig oprykningen. Næsten som var det i går.

6482 tilskuere var samlet på Vejle Stadion, da VB den 12. maj 2008 slog AB, og dermed sikrede sig oprykning til landets bedste række. Folk på lægterne kunne blandt andet nyde, da Valentino Lai i det 38. minut bragte VB på sejrskurs.

”Er det 10 år siden? Shit! Jeg husker det næsten som var det i går. Det er et af de rigtig fine minder fra min fodboldkarriere,” fortæller Valentino Lai til Vejle24.

Valentino Lai blev hentet til VB før den succesrige 07/08-sæson, hvor Vejle Boldklub vandt 1. division helt og aldeles suverænt. Hurtigt spillede den elegante svensk-italienske midtbanespiller sig ind i hjerterne på selv de mest hårdhudede Vejle-fans, når han diskede op med tekniske lækkerier og milimeterpræcise afleveringer, som bragte minder om gamle tiders VB-koryfæer.

”Det år kom jeg til en fantastisk klub med mange fine mennesker, og en fantastisk gruppe af spillere. Det var virkelig som en familie, og at rykke op sammen med dem, var noget helt specielt. Jeg får myrekryb når jeg tænker tilbage. Alt var perfekt. Det var et magisk år,” erindrer Valentino Lai.

En kæmpe plads i hjertet

Vejle Boldklub har stadigvæk en kæmpestor plads i Valentino Lais hjerte. Når VB spiller kamp, følger Valentino Lai med på livescore, og han følger også klubben på Instagram.

”Jeg var jo med til at spille klubben op i Superligaen, men jeg var også med til at spille dem ned igen, og det har været hårdt at følge med i de problemer, som klubben har været i siden. Der er en kæmpestor fodboldinteresse i Vejle, man taler jo om fodbold konstant. Vejle som by bør ikke være i 1. division, og de har også et rigtig fint stadion. Det har været hårdt at se de tomme lægter, men det er heldigvis blevet meget bedre i år,” siger Lai, og tilføjer med et stort grin: ”Måske er det fordi de har fået en italiensk træner?”

Artiklen fortsætter under billedet.

I sin tid var han en elegantier på banen. Valentino Lai har stadig stil over sig, hans italienske aner fornægter sig ikke, som denne her selfie, som han har sendt til Vejle24, viser.

Familien blev splittet ad

Efter den magiske oprykningssæson, hvor VB satte rekord for flest point i 1. division, skete der store omvæltninger. Der blev hentet en række store profiler til klubben, men alligevel gik det galt. Året efter rykkede VB igen ned i landets næstbedste række, hvor klubben lige siden har befundet sig.

”Min holdning er at man lavede alt for store ændringer. I alle klubber, der rykker op, ændrer man lidt, men her var ændringerne for store. Man ødelagde det fantastiske sammenhold og hierarkiet i truppen,” siger Valentino Lai og tilføjer: ”Men jeg er sikker på at Henrik Tønder har taget ved lære, og at han også husker den tid, hvor vi var en stor familie.”

Burde komme på besøg

Valentino Lai glæder sig over, at der stadig er mange folk i klubben, som også var der for ti år siden. Han bliver glad for at høre, at både Steen Thychosen og Steffen Kielstrup i dag har roller i klubben.  ”Jeg burde skrive en mail til Henrik Tønder, og høre om jeg er velkommen til, at komme på besøg. Det er jo ikke sikkert med alle mine byture,” siger han og griner højt: ”Jeg var ung dengang. Når jeg gik på banen, gav jeg mig altid 110 procent. Men om vi vandt eller tabte, syntes jeg godt, at man kunne gå ud i byen og spise frokost og tage en øl bagefter.”

Her på redaktionen er vi ganske sikre på, at Valentino Lai er meget velkommen. I første omgang nøjes han med at sende en varm hilsen til folk i og omkring klubben. Og når han i aften følger med på livescore, håber han inderligt, at VB sikrer sig sejren.

Hvis du skulle være i tvivl, så er det i aften kl. 18.30, at Vejle Boldklub møder FC Fredericia, og potentielt kan rykke op i Superligaen. Der er gratis adgang, og vejret er perfekt - så der er ingen undskyldning for at blive hjemme i sofaen.