Fodbolddommer Peter Munch Larsen, der lagde sig ud med mange fans af VB under forårets opgør mod AGF, rykker også ned i 1. division fra næste sæson. Det fortæller DBU i en pressemeddelelse.
Når Superliga-bolden ruller igen fra fredag den 12. juli, så bliver det ikke med topdommer Peter Munch Larsen på sidelinjen.
Efter tre sæsoner i Superligaen skal han nemlig fremover dømme i NordicBet LIGA (bedre kendt som 1. division). Det oplyser DBU i en pressemeddelelse tirsdag. Unionen kommer dog ikke nærmere ind på begrundelsen for at dommeren nu rykkes en række ned og dermed ikke længere skal dømme kampe mellem de bedste danske fodboldhold.
Alt tyder dog på, at svaret skal findes i kampen i april mellem Vejle Boldklub og AGF.
Dommer sat på bænken
Den famøse kamp mod aarhusianerne har været vidt beskrevet, men 4-2 sejren til gæsterne sikrede, at Vejle Boldklub skulle ud i de altafgørende play off-kampe, som endte med at koste holdet fra Nørreskoven endnu en sæson i Superligaen. Nu skal de - ligesom kampens dommer - en tur ned og spille i 1. division.
Tidligere på foråret skrev en række medier - heriblandt Vejle24 - hvordan Peter Munch Larsen fik et gult kort af DBU og en ufrivillig pause, hvor han blev fjernet fra alle de kampe, han ellers skulle have dømt. Den historie kan du læse lige her: