Klima er på dagsordenen de fleste steder, og mange går lige nu op i plastik som aldrig før, og bruger alle andre alternativer end det i kampen for klimaet. Men faktisk er det tøj vi går i en lige så stor synder. Modeindustrien er den næstmest forurenende industri, som kun overgås af olie- og gasindustrien. Derfor er det måske værd at kigge på genbrugstøj i stedet for de nyeste kollektioner, hvis vi i fremtiden skal have tøj på kroppen og en jord at leve på.
Modeindustrien er ret forbigået i klimakampen, for mens alle har øjnene på plastik og forsøger at neddæmpe forbruget, så kører modeindustrien i højeste gear. Derfor vil Røde Kors sammen med en lokal højskole sætte fokus på genbrugstøj med et nyt modeshow.
Brænder for bæredygtighed
Bag det nye modeshow står eleverne fra Klimaaktivisme på Brandbjerg Højskole, som virkelig brænder for at gøre vores verden mere bæredygtig.
Modeindustrien får lidt lov at gemme sig bag dette års synder plastik og kød. På et tidspunkt var det papir – hvert år har sin synder. Men faktisk er modeindustrien en kæmpe synder, når det kommer til forurening, og det er ikke noget danskerne skænker specielt mange tanker. Selvom det er en kæmpe klimabelastning, som tøjindustrien giver.
Dansker forbruger mest tøj
I Danmark er vi blandt de forbrugere der køber allermest nyt tøj, og derfor er der nødt til at sættes ind. Tøjindustrien er startet i det små med at lave tøj af genbrugsmaterialer, men hvis det virkelig skal gælde, så skal der mere fokus på reelt genbrugstøj.
Klimaaktivisme vil gerne sætte fokus på, at man stadig får oplevelsen af at få noget nyt – selvom det er genbrug. Samtidig finder man lettere noget unikt, og det belaster ikke kloden.
”Det bedste vi selv kan gøre for at mindske den negative miljøpåvirkning er at købe genbrugstøj og bruge tøjet længere. Gå i genbrug – det er cool. Derfor holder vi i samarbejde med Røde Kors et modeshow med genbrugstøj i Vejle fredag d. 13. september kl. 14.00. Tøjet kan købes for et selvvalgt beløb, hvor alle indtægter og det overskydende tøj gives tilbage til en lokal Røde Kors. Det vil også være muligt for andre at donere deres tøj til Røde Kors på dagen,” lyder det fra Klimaaktivisme på Brandbjerg Højskole.