Kig til vejrs: Kampfly flyver i formation over Danmark

F-16 fly i formation. Foto: Forsvaret

I dag fejrer Fighter Wing Skrydstrup, at Danmark har haft F-16 fly i 40 år. Det markeres med en større 10-skibs formationsflyvning over Danmark.

Fredag er der ekstra god grund til at kigge op i januarskyerne. Her kan man nemlig få et syn af noget så usædvanligt som kampfly, der flyver i dansk luftrum. De danske kampfly af typen F-16 runder nemlig 40 år, og det bliver fejret på spektakulær vis over det meste af landet. Flyene vil flyve fra klokken 09.00-11.30 og så igen fredag eftermiddag fra klokken 13.30-15.50 efter faslagt rute. Flyene vil flyve i 2000 fod.

Det oplyser Forsvaret i en pressemeddelelse, hvor de også har offentliggjort et kort over flyenes ruter. Det kan du se nederst i artiklen.

Lokalt på Fighter Wing Skrydstrup markeres dagen med et lukket arrangement for flyvestationens ansatte og særligt indbudte. Der vil fra klokken 11.00 til 11.30 være demonstrationsflyvning og et simuleret angreb på flyvestationen med op til ti fly.

Vejret bestemmer

Flyene bliver kun sendt på vingerne, hvis der er vejr til, at man kan se flyene fra jorden. Da formationsflyvningen er ekstremt krævende, vil piloterne variere formationerne undervejs. Formationen kan desuden følges via diverse Flight Trackere såsom Flight Radar. Søg efter ”F1640” (5 cifre).

Der flyves to ture på dagen. Se ruter og tider her: 
 

Foto: Forsvaret

 

Foto: Forsvaret

 

Om de danske F-16 fly

  • Danmark råder over 44 operative F-16.
  • De danske F-16 har fløjet ikke mindre end 335.080 timer pr. 12. januar 2020.
  • Flyene har været indsat i fredsskabede, i fredsbevarende missioner og i kampen mod ISIL og ydede sidst støtte til NATO i forbindelse med suverænitetshåndhævelse af baltisk luftrum i de sidste fire måneder af 2019. 
  • Flyet er et såkaldt ”Alsidigt kampfly”, bevæbnet med 6-løbet 20 mm Gatling-kanon, bomber og missiler, produceret af Lockheed Martin, USA.