Nu kan du se, hvordan de smittede fordeler sig på tværs af landet. Særligt de to største byer er ramt, men coronaen har bestemt også tag i Vejle og resten af Sydjylland.
Ingen danskere er i disse dage i tvivl om, at coronavirussen er kommet til landet. Alle landsdele har smittede, men lige nu er der to egne i Danmark, som er særligt hårdt ramt af smitten.
Det viser tal fra Statens Serum Institut.
Det er uden tvivl København, som har det hårdest. Byen har 187 smittede. I området, der beskrives som "Københavns omegn" er 95 smittede. Meget bedre ser det ikke ud i Aarhus og resten af Østjylland. Her er 162 borgere indtil videre blevet smittet med corona.
I resten af Jylland er der endnu ikke registreret helt så mange smittetilfælde. Tendensen i tallene er, at smitten især koncentrerer sig om de største byer i Danmark, hvor mange mennesker lever og bor tæt op af hinanden.
54 er smittet i Nordjylland, 28 i Vestjylland og 87 i Sydjylland.
Smitten er også nået til øerne
Ifølge tallene fra Statens Serum Institut, så er 59 fynboer er blevet ramt af coronaen.
Sjælland er jo langt mere end blot hovedstaden. I de omkring liggende dele af øen har coronaen også fået tag, selvom det fortsat er København, der er absolut hårdest ramt i Danmark. 95 nordsjællændere indtil videre blevet smittet, det samme er 58 indbyggere på Østsjælland og 64 på Vest- og Sydsjælland.
Bornholm har længe undgået virussen, men mandag kunne Bornholms Hospital bekræfte, at øen har fået sit første smittetilfælde. Den smittede er nu indlagt på Bornholm Hospital, der siden har udstedt nye retningslinjer for patienter med symptomer, så smitten så vidt muligt inddæmmes på øen.