Parasportens År i Vejle når sit foreløbige klimaks, når EM i kørestolsrugby fløjtes i gang onsdag den 7. august. Danmark indleder mesterskabet med et opgør mod Polen.
100 europæiske rugbyspillere i sportskørestole er klar til at levere årets vildeste sportsbegivenhed på dansk jord. DGI Huset i Vejle er rammen om EM i kørestolsrugby, der i år har særlig stor betydning for Europas bedste nationer. En plads i finalen medfører nemlig ikke bare en sikker medalje, men også direkte kvalifikation til de Paralympiske Lege i Tokyo næste sommer.
"Der vil virkelig blive gået til stålet. PL er det helt store mål for samtlige otte hold, der er med her, men der er kun billetter til de absolut stærkeste. Jeg tør godt garantere, at det bliver seværdigt og enormt spændende," siger Parasport Danmarks eventchef Torben Nygaard.
EM er kulminationen på Parasportens År i Vejle, der igennem hele 2019 har satset massivt på at synliggøre parasporten og de danske para-atleter i tæt samarbejde med Parasport Danmark. Sammen med Sport Event Denmark har parterne lagt grunden til et EM, der på flere områder hæver standarden for regionale mesterskaber i international parasport.
"Vi synes selv, vi har fået skabt en fed ramme, og gennem de seneste dage har vi også fået det bekræftet af deltagerne. Nu mangler vi kun, at hallen bliver fyldt godt op med tilskuere, der er klar til at lave noget larm. Vi forventer fuldt hus til Danmarks åbningskamp, og forhåbentlig skaber det et momentum, så der bliver et stort publikum hele ugen," siger Torben Nygaard.
1. viceborgmester og formand for Kultur- og Idrætsudvalget i Vejle Dan Arnløv vil helt sikkert være at finde på lægterne i DGI Huset.
"I Vejle har vi virkelig set frem til at være hjemmebane for det danske landshold, og forhåbentlig får vi sammen skabt en kulisse, der giver de danske spillere en afgørende fordel. Personligt har jeg glædet mig til at opleve det her, siden vi løftede sløret for Parsportens År i starten af året," siger han.
Onsdagens åbningsceremoni indledes kl. 14.45 og har bl.a. deltagelse af H.K.H. Prinsesse Benedikte, der er protektor for Parasport Danmark, Vejle-borgmester Jens Ejner Christensen og Parasport Danmarks formand John Petersson. Det danske landshold i kørestolsrugby møder Polen kl. 16.00.