Med offentliggørelsen af Michelin Guide Nordic Countries 2020 har Danmark endnu en gang markeret sig på gastronomiens absolutte topscene med tilføjelsen af nye danske tostjernede Michelin-restauranter. I alt 26 restauranter har status af en Michelin-restaurant med en, to eller tre stjerner.
Danmark har øget antallet af tostjernede Michelin-restauranter. Det blev kendt, da madguiden her til aften offentliggjorde stjernerne for 2020 i Trondheim. I alt 26 restauranter har nu status af en Michelin-restaurant med en, to eller tre stjerner - i alt 35 stjerner inklusiv to stjerner på Færøerne.
Det er på niveau med det antal stjerner, som Danmark fik ved seneste udgave af Michelin guiden. Nye stjerner er gået til Restaurant Jordnær, der går fra en til to Michelin-stjerner og Alchemist, der tildeles to stjerner og således går direkte fra nul til to stjerner.
"Det er imponerende, at vi igen i år ser et så højt antal restauranter, der rundt om i landet opnår en Michelin-stjerne. Det vidner om et meget højt niveau i branchen. Samtidig kan Michelin-restauranterne være med til at inspirere andre til at række ud efter stjernerne."
Sådan siger fødevareminister Mogens Jensen i en pressemeddelelse, som Miljø- og Fødevareministeriet har sendt ud i den glade anledning.
Som noget nyt i år har Michelin Guiden indført en udmærkelse til restauranter, der fremmer bæredygtighed. En lang række restauranter kan nu bryste sig med grønne femkløvere.
"Jeg glæder mig over, at Michelin Guiden fremhæver bæredygtighed som en udmærkelse. Vi skal hylde alle dem i restaurationsbranchen, der virkelig har taget denne dagsorden til sig og gør en kæmpe indsats for at skabe en bæredygtig forretning. Danmark får med uddelingen her til aften cementeret, at vi har en innovativ og toneangivende gastronomisektor også, når det kommer til bæredygtighed," siger fødevareministeren.
Gastronomien har også stor betydning for turismen i Danmark.
"Det er ikke bare stor madkunst, de laver derude i køkkenerne, og som er med til at skabe opmærksomhed om Danmark som fødevareland. Det er også madoplevelser, som er med til at gøre Danmark endnu mere attraktiv som turistdestination. Derfor lancerer VisitDenmark nu en ny videokampagne, der skal booste Danmarks omdømme som en turistdestination med spændende madoplevelser over for særligt tyske mad- og gastroturister," siger erhvervsminister Simon Kollerup i pressemeddelelsen.
"Vi ved, at knap en tredjedel af vores udenlandske ferieturister har gode madoplevelser med i deres overvejelser, når de vælger Danmark som rejsemål, og at lige præcis de turister samtidig har et højt døgnforbrug, når de er her. Så dem vil vi selvfølgelig gerne have mange flere af," siger Simon Kollerup.
Om Michelin i Danmark
Antallet af danske restauranter med en Michelin-stjerne og det samlede antal stjerner har været støt stigende – i 2013 var der 13 Michelin-restauranter som i alt havde 15 stjerner.
VisitDenmark gennemførte i 2018 en analyse af de internationale mad- og gastroturister i Danmark.
Mad- og gastroturister er turister, hvor madoplevelser/spise ude/gastronomi har afgørende betydning for, at de har valgt at holde ferie i Danmark. I 2019 var 1,4 mio. mad- og gastroturister i Danmark.
VisitDenmark sætter i en ny kampagne spot på de danske madoplevelser.
Hver tredje mad- og gastroturist, som overnatter i en af de fire danske storbyer, efterspørger finere gastronomiske oplevelser på sin ferie.
En typisk udenlandsk gastroturist i Danmark har et højt døgnforbrug (1.450 kr.). Til sammenligning bruger de udenlandske turister i gennemsnit 950 kr. i døgnforbrug.