Solgt over hele landet: grillpølser tilbagekaldes øjeblikkeligt - skarpe genstande kan give skader i mund og svælg

Foto; Shutterstock

Stryhns smider en bombe i grillsæsonen og tilbagekalder pølser, der kan give skader på mund og svælg.

Fødevarestyrelsen har onsdag formiddag udsendt en medelse om, at Stryhns tilbagekalder deres pølser med navnet Langeland Stadion-Griller. De er solgt i pakker af 750g med seks pølser i hver.

Tilbagekaldelsen sker efter fund af skarpe genstande i enkelte af pakkerne med pølser. De skarpe genstande i produktet medfører risiko for skade i munden eller svælget. Derfor bør man ikke smide pølserne på grillen, men istedet smide dem ud eller levere dem tilbage til den butik, hvor man har købt dem. 

Det drejer sig om grillpølser med pakkedato den 11.06.19 og sidste anvendelsesdato den 12.07.19.

Solgt i hele sommerlandet

Grillpølserne er solgt over hele landet i Coops flere end 1200 butikker. Selskabet driver kæderne Kvickly, SuperBrugsen, Dagli’Brugsen og coop.dk. Derudover ejes Irma og Fakta ligeledes af detailgiganten.

Sådan ser emballagen på de tilbagekaldte grillpølser ud. Foto: Stryhns A/S