Tag med til spændende dobbeltforedrag om alkymi i historien og i kunst torsdag d. 16. januar på Vejle Kunstmuseum.
Bliv klogere på alkymi i historien og i kunst torsdag d. 16. januar, når Vejle Kunstmuseum byder på et spændende dobbeltforedrag i museets sanselige kunstudstilling Alkymistens Laboratorium, skabt af kunstner Cecilia Westerberg.
Hør VejleMuseernes kulturhistoriske inspektør Rasmus Skovgaard Jacobsen fortælle om alkymiens historiske baggrund og kunstmuseets inspektør Trine Grøne fortælle om alkymi i samtidskunst og introducere sanseudstillingens alkymistiske univers.
Udstillingen inviterer på en fantastisk rejse igennem fire finurlige rum: Alkymistens wunderkammer, et herbarium med helbredende og giftige planter, farvelaboratoriet og transformationsrummet, hvor alt kan ske! Tilsammen en totalinstallation, der både aktiverer krop og sanser.
Alkymi er omgivet af forestillinger om magi, at kunne overskride virkelighedens grænser og transformere noget almindeligt til noget ekstraordinært.
Historisk var alkymister drevet af ønsket om at forvandle ordinære materialer, for eksempel bly, til kostbare materialer som guld. De var videnskabsfolk, kemikere og kunstnere, men også optaget af spirituelle og religiøse tanker.
Alkymistens Laboratorium kan opleves på Vejle Kunstmuseum frem til 21. januar.