Op mod 150.000 danskere over hele landet kan se frem til at blive kontaktet af politiet. Heriblandet en del i Vejle.
Når man kører bil i Danmark, skal man huske at betale de lovpligtige afgifter. Hvis man glemmer det, så kigger politiet forbi ens adresse med en stor saks, og så klipper de pladerne på bilen. Sådan et besøg kan en del bilejere i Vejle og resten af landet nu se frem til.
Skattestyrelsen har nu sendt 15.000 varslingsbreve ud til borgere og virksomheder, der ikke har betalt deres periodiske motorafgifter såsom vægtafgift og grøn ejerafgift. I brevene bliver borgerne oplyst om, at de skal betale deres gæld, hvis de vil beholde nummerpladerne på deres køretøj. Det har indtil videre medført, at der er blevet betalt gæld for 32 mio. kr.
Det oplyser Skattestyrelsen selv i en pressemeddelelse.
Der er dog også borgere og virksomheder, som ikke har reageret på varslingsbrevene. Derfor har Skattestyrelsen sendt oplysninger om cirka 7.000 køretøjer til nummerpladeklipning hos politiet.
Det er resultatet af, at Skattestyrelsen i starten af året påbegyndte en ny, fokuseret indsats. I marts oversendte Skattestyrelsen manuelt de første hundrede køretøjer til pladeinddragelse hos politiet. Siden er antallet af oversendte oplysninger om køretøjer øget i takt med, at processen er blevet mere automatiseret. En ny robotbaseret it-løsning har spillet en vigtig rolle i forhold til at få processen yderligere på skinner.
Robot klarer papirarbejdet
Med den nye robotløsning kan der løbende sendes flere oplysninger om køretøjer til nummerpladeinddragelse. Efter nytår forventer Skattestyrelsen at sende yderligere 5.000 breve af sted, så der til den tid vil være sendt i alt 20.000 varslingsbreve til borgere og virksomheder, som ikke har betalt deres motorafgifter.
"Vi kan se, at indsatsen virker. Flere og flere borgere og virksomheder betaler deres gæld, når vi gør dem opmærksomme på, at de har et udestående, og at de risikerer at få deres nummerplader inddraget, hvis ikke de betaler. Det er meget positivt. Målet er jo ikke, at så mange som muligt får inddraget nummerpladerne, men at borgerne betaler deres motorafgifter korrekt og til tiden," siger underdirektør i Skattestyrelsen, Peter Thorgaard i pressemeddelelsen.
Sidste år blev der i alt opkrævet motorafgifter for 35 mia. kr. Heraf blev ca. 98 procent betalt korrekt. I alt mangler ejere til cirka 130.000 køretøjer endnu at modtage varslingsbreve.