Stor ros til de mange forældre, der har fundet anden form for pasning af deres børn de næste 14 dage.
Mandag morgen møder der 282 børn op til nødpasning på skoler, institutioner og hos dagplejere i Vejle kommune. Normalt ville der komme over 10.500, så det er kun omkring 2,5 procent af de berørte børn, der skal i nødpasning.
Børnene fordeler sig på:
50 i dagplejen
150 i daginstitutionerne
72 i almenskolens 0.-3. klasse
10 i specialskolerne (0.-9. klasse)
Borgmester Jens Ejner Christensen har stor ros til de mange børnefamilier: "Det er ganske enkelt imponerende, at over 97 pct. af forældrene med så kort varsel har fundet andre løsninger. Der er endnu et eksempel på, at vi danskere rykker sammen i denne tid og virkelig viser samfundssind."
"Vi skal alle sammen gøre alt, hvad vi kan for at undgå smittespredning og passe på vores mest udsatte borgere. Det er vigtigt at undgå, at vores sundhedsvæsen bryder sammen, fordi mange bliver syge på én gang," understreger borgmesteren.
Nødpasning på alle adresser
Vejle kommune har valgt en model for nødpasning, der på to måder adskiller sig fra nogle andre kommuner. Kommunen har for det første valgt at tilbyde nødpasning på alle skoler, institutioner og dagplejer. Det er dels for at give de børn, der har et nødpasningsbehov, det bedste og mest trygge tilbud og dels for at minimere risikoen for smittespredning.
For det andet har kommunen ikke krævet dokumentation og heller ikke afvist forældre, der har tilkendegivet, at de har et behov.
Torben Elsig-Pedersen, formand for Børne- og Familieudvalget er også imponeret over, at så mange forældre fandt pasning allerede torsdag og fredag.
"I vores tilbud om nødpasning har vi taget udgangspunkt i, at vi som danskere står sammen i denne svære tid, og at alle derfor bestræber sig på at løse pasningen selv. Samtidig skal vi være der for alle de forældre, der har et reelt behov. Det er selvfølgelig alle dem med særligt kritiske funktioner i f.eks. sundhedsvæsen og politi, men det er er også forældre i den private sektor, der ikke har mulighed for at arbejde hjemme. Vi har tillid til, at alle har undersøgt mulighederne for alternativ pasning."
Ros til ledere og medarbejdere
Udvalgsformanden har også ros til ledere og medarbejdere.
"Der er god grund til at anerkende alle vores ledere og medarbejdere i skoler og dagtilbud, der har knoklet med at få de her ting på plads. Samtidig må de besvare en mængde spørgsmål og træffe en række beslutninger uden særligt klart grundlag, f.eks. i forbindelse med nødundervisning."
"Vi bevæger os i ukendt land, og derfor kan det også være, vi må korrigere nogle ting, når der kommer mere klare retningslinjer fra centralt hold," siger Torben Elsig.
I øjeblikket venter landets kommuner på en bekendtgørelse fra Børne- og Undervisningsministeriet om kriterier for nødpasningen og om det, der nu betegnes "nødundervisning". Det kan give behov for ændringer i også Vejle Kommunes model for børnepasning.