Fitnesscentrene er kommet med i næste fase af genåbningen af landet. Ifølge den første genåbningsplan skulle centrene først have været med med i genåbningens fase 4 til august. Nu må de åbne på mandag.
Hos Apollo Fitness har de kaldt alle mand ind. Personale, medlemmer og venner og familie, som skal knokle hele søndagen med at blive klar til at åbne centeret i morgen.
Endnu kender ingen betingelserne for en genåbning, men Apollo Fitness forventer, at de må åbne på baggrund af det oplæg, som brancheorganisationen DFHO har sendt til myndighederne.
Her gælder det bl.a. at kapaciteten i centeret skal begrænses til fire m2 pr. medlem, at der sørges for grundig rengøring og afspritning af maskiner og udstyr samt minimum én meters afstand mellem maskinerne i centeret.
"Vi i Apollo Fitness er klar til at åbne, når regeringen giver os grønt lys. Vi har i forvejen en høj grad af rengøring og hygiejne i centeret, som er fuldt bemandet i hele åbningstiden, ligesom rengøring af centeret også foregår løbende i hele åbningstiden," forklarer Anja Nielsen, der er centerchef i Apollo Fitness. "Der vil naturligvis fortsat være stor fokus på netop rengøring. Der vil være flere spritbeholdere at finde i centeret, ligesom alle medlemmer skal medbringe eget håndklæde."
For at sikre en større grad af hygiejne har centeret desuden indkøbt 500 små håndklæder, som udleveres til medlemmerne, når de kommer og træner. Håndklædet bliver ”sprittet til” og skal bruges til aftørring af udstyr før og efter brug. Apollo Fitness vasker derefter disse håndklæder efter hver brug.
Ifølge undersøgelser fra Idrættens Analyseinstitut er 38% af danskerne stoppet med at motionere under coronakrisen.
"Det skal vi lave om på," fortæller Anja Nielsen, der glæder sig til at åbne centeret i morgen.