For første gang nogensinde bliver to sydamerikanske kæmpeoddere genudsat i deres naturlige leveområde i Argentina. Givskud Zoo får en hel del af æren for den historiske begivenhed. Hannen, som skal være med i projektet, kommer nemlig fra Givskud.
Som mange andre arter er den sydamerikanske kæmpeodder truet og i fare for at uddø i naturen. For at modvirke den udvikling er der for første gang nogensinde søsat et projekt, hvor to kæmpeoddere genudsættes i Argentina i håb om, at de kan yngle og få antallet af individer til at stige.
Det er et historisk samarbejde med zoologiske haver, hvor GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA er med. Hannen i projektet, Coco, er nemlig født og opvokset i parken.
"Det er et ekstremt vigtigt projekt. I en tid, hvor der hver dag forsvinder op mod 200 dyre- og plantearter, og hvor tusindvis fortsat er truet, er vi nødt til at arbejde med bevaring verden over - og det er netop målet for dette projekt. Det er også et af vores formål her i Givskud Zoo, og derfor er det både en stor ære, en glæde og utrolig spændende at være med," siger biolog, Kim Skalborg Simonsen.
Fra Givskud over Frankfurt og videre til Buenos Aires
Flytningen fra Givskud Zoo gik nemt. Coco blev flyttet fra det karantæneområde, han har gået i op til afrejse, til en transportkasse. Derefter gik turen til Kastrup, hvor han skulle tilses og igennem tolden. Første flyvetur gik til Frankfurt, og efter en mellemlanding blev Coco sendt til Buenos Aires, hvor han landede i fin stil.
I Givskud Zoo har han været i karantæne, og også i Argentina skal Coco tilbringe de første fire uger i karantæne. Det skyldes, at man skal være helt sikker på, at han ikke risikerer at bringe eventuel sygdom og smitte ud i naturen.
Derefter skal han have en sender på, så folkene bag genudsættelsesprojektet kan følge ham. Og så vil han blive lukket ud i Iberá National Parl, som er en del af verdens næststørste vådområde. Den zoologiske have i Givskud arbejder sammen med Conservation Land Trust om genudsættelsen. De arbejder på at genoprette dyrelivet i Iberá og har allerede sat blandt andre tapirer, myreslugere og jaguarer ud i området.
"Planen er, at kæmpeodderne skal klare sig selv. Men for at få data og en indikation på, om projektet bliver en succes, vil forskerne følge de udsatte kæmpeoddere i de første år. Derfor er senderen på dyrene nødvendig. Og vi håber selvfølgelig, at hannen og hunnen vil finde sammen og få unger, så bestanden af den truede art kan blive styrket."
Zoo spiller stor rolle ved bevaring
Arbejdet med at genudsætte dyr i naturen er en tidskrævende, dyr og vanskelig proces. Det er heller ikke alle dyrearter, man bare kan rykke fra en zoologisk have til den del af verden, hvor arten kommer fra.
Men zoologiske haver verden over arbejder tæt sammen om de bevaringsprojekter, der er - netop fordi det er så vigtigt et arbejde, hvis verdens truede arter skal have en hjælpende hånd.
Og der har også været succeshistorier. Blandt andet blev przewalskihesten tidligere betragtet som uddød i naturen. Men takket være avlsprojekter i zoologiske haver lykkedes det at øge bestanden, således at nogle heste kunne genudsættes i et reservat i Mongoliet. I dag er flokken vokset markant, og hestene kan klare sig selv - uden hjælp fra mennesker. To af hestene i projektet kommer fra GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA.
"Hestene er et godt eksempel på, hvor stor en rolle zoologiske havers kan spille, når det kommer til bevaring af dyr. Det samme gælder for arabisk oryx, som også ville være udryddet nu, hvis ikke zoologiske haver havde arbejdet målrettet sammen om at bevare arten. Og vi håber, at projektet med genudsætning af kæmpeodderne vil blive ligeså stor en succes, så deres status som truet kan ændre sig," siger Kim Skalborg Simonsen i en pressemeddelelse.
Naturen er fyldt med farer
Det er dog ikke en selvfølge, at bare fordi dyr fra zoologiske haver genudsættes i naturen, så er alt godt. Ifølge biologen er der mange farer forbundet med at leve i naturen.
"Her i parken bliver maden serveret, kæmpeodderne skal ikke på jagt for at få føde, og de skal ikke tage sig i agt for andre rovdyr. Vores dyrepassere og dyrlæge holder også løbende øje med deres trivsel og sundhed. Sådan er det selvsagt ikke i naturen," fortæller Kim Skalborg Simonsen og tilføjer:
" Men jeg er meget fortrøstningsfuld i forhold til genudsættelsen af kæmpeodderne. Det er et rovdyr med meget kraftigt jagtinstinkt, og selvom de er opvokset i fangenskab, vil de være klar til at angribe hvad som helst."
Kæmpeodderhunnen, som Coco skal sættes sammen med, har allerede været i naturparken i nogle måneder. Hun klarer sig selv fint og fanger blandt andet piratfisk som føde. Og biologen er spændt på, hvordan de to vil få det sammen;
"Hun kommer fra Budapest, og han er jo fra Danmark. Men mon ikke de taler samme oddersprog."