Dansk el-selskab politianmeldt

Nu er virksomheden politianmeldt. Foto: Shutterstock

Nu er en virksomhed, der blandt andet sælger el-abonnementer, blevet politianmeldt for ulovligt telefonsalg i den mest omfangsrige sag om telefonsalg til dato, fortæller Forbrugerombudsmanden.

Forbrugerombudsmanden har politianmeldt virksomheden Velkom-men, der blandt andet sælger el-abonnementer, for ulovligt telefonsalg i den mest omfangsrige sag om telefonsalg til dato. Også en række virksomheder, der medvirkede som enten leadmægler, leadvirksomhed og/eller callcenter, er blevet politianmeldt

For anden gang inden for et år politianmelder Forbrugerombudsmanden Velkommen, der blandt andet sælger el-abonnementer. Velkommen politianmeldes for ulovlige opkald til 128 forbrugere og for at have vildledt 91 forbrugere under telefonsamtalerne. I den første politianmeldelse blev Velkommen politianmeldt for ulovlige opkald til 41 forbrugere.

Fire virksomheder, der fungerer som enten leadmægler, leadvirksomhed og/eller callcenter, er også blevet politianmeldt for at medvirke til de ulovlige opkald og vildledningen. Det drejer sig om virksomhederne SalesGroup A/S, Salescorp Denmark ApS, Bravour.nu ApS samt Mondayy Ltd. Både SalesGroup A/S, Salescorp Denmark ApS og Bravour.nu ApS er tidligere blevet politianmeldt af Forbrugerombudsmanden i andre sager om ulovlige opkald. En leadmægler er et bureau, som typisk indkøber og videresælger såkaldte leads – det vil sige samtykker - til virksomheder.

Forbrugerne klagede

Forbrugerne har klaget til Forbrugerombudsmanden over Velkommens markedsføring og ulovlige telefonsalg. Forbrugere er ikke bundet af eventuelle aftaler indgået med Velkommen, hvis forbrugerne ikke har givet gyldigt samtykke til at blive ringet op.

Forbrugerombudsmanden vurderer, at Velkommen og virksomhedens fire samarbejdspartnere blandt andet har vildledt forbrugerne groft ved:

  • at præsentere sig som Dansk Strøm Analyse, Statens Strømanalyse, Dansk Elanalyse eller på anden måde give forbrugeren det indtryk, at der var tale om en uvildig og/eller offentlig analysevirksomhed
  • at udgive sig for – eller give indtryk af - at være forbrugerens tidligere eller nuværende energiselskab,
  • i strid med sandheden at oplyse forbrugeren om, at forbrugerens hidtidige energiselskab var lukket eller solgt, eller ved at give forbrugeren andre urigtige oplysninger om forbrugerens energiselskab,
  • at give urigtige oplysninger om, at forbrugeren kunne spare x kr., herunder forbrugerens abonnement og transportudgifter hos netselskabet, samt andre faste afgifter, ved at skifte til Velkommen,
  • i strid med sandheden at oplyse, at en ny lov, en ny reform på energiområdet eller en ny energiaftale medførte, at forbrugeren kunne undgå at betale visse udgifter til Velkommen.

På Trustpilot oplyste Velkommen i strid med sandheden, at straffesagen mod Velkommen på baggrund af Forbrugerombudsmandens første politianmeldelse var droppet, eller at Forbrugerombudsmanden fejlagtigt havde anmeldt Velkommen.

På grund af fortsatte klager over Velkommen anmodede Forbrugerombudsmanden om Velkommens tilsagn om øjeblikkeligt at ophøre med de pågældende markedsføringsaktiviteter. Velkommen har den 27. marts 2020 og den 18. maj 2020 underskrevet et tilsagn om at stoppe henholdsvis den vildledende markedsføring og de ulovlige opkald på baggrund af samtykker leveret af en af Velkommens samarbejdspartnere, Mondayy Ltd. Efterfølgende har Forbrugerombudsmanden modtaget 3 klager over Velkommens vildledende markedsføring, men ikke flere klager over det ulovlige telefonsalg fra Mondayy Ltd.

”Vi har fået mange klager over Velkommen i løbet af kort tid. Ifølge klagerne bliver forbrugerne groft vildledt under telefonopkald, som er ulovlige, fordi forbrugerne ikke har accepteret at blive ringet op. Sådanne salgsmetoder er strafbare og forbrugerne er ikke bundet af eventuelle aftaler med selskabet,” siger forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen. Inden hun fortsætter:

”Vi kan konstatere, at nogle leadmæglere og callcentre går igen i flere af sagerne om ulovligt telefonsalg. Da virksomhederne ringer op til forbrugerne, er de naturligvis også ansvarlige for de ulovlige opkald og vildledende samtaler.”