Børnehavebørn og pensionister får fælles hverdag: TV bliver til virkelighed i Vejle

Ifølge fagfolk er der mange fordel, når forskellige alderstrin deler deres hverdag. Foto: Vejle Kommune

I børnehave på et plejehjem! Det er vejen frem og giver masser af livskvalitet for kommunens ældste og yngste borgere. I hvert fald ifølge byrådet i Vejle Kommune, der har besluttet, at det kommende plejecenter og den kommende børnehave i Gauerslund ved Vejle skal ligge på samme område og har afsat 237 mio. kr. til projektet.

Stor politisk vilje

Og det er der mange gode grunde til, lyder det fra Kenneth Fredslund Petersen, formand for Seniorudvalget, og Torben Elsig-Pedersen, formand for Børn- og Familieudvalget, i Vejle Kommune:

"Der har det seneste år været mange tv-udsendelser og undersøgelser, som handler om gode fællesskaber på tværs af generationer, om hvordan de ældre bliver gladere, spiser mere og sover bedre, når de er sammen med børn, og om hvordan de mindste vokser i de ældstes samvær, fordi de bliver set og hørt."

"Også i Vejle har vi på forskellig vis inddraget besøg fra børn og med god succes. Men nu går vi hele vejen. Nu skal børnene og de ældre ikke kun være besøgsvenner, men være en naturlig del af hinandens hverdag. Det bliver mere spontant, hvis de bor dør om dør. Det er godt for begge parter, siger de to udvalgsformænd, der er glade for den store politiske vilje til at føre den ambitiøse plan ud i livet."

Kan give mange fordele

Vejle Kommune er således den første kommune, der bygger efter denne løsningsmodel, og de to politiske udvalg er i fuld gang med at finde ud af, hvilke fordele der er ved at være fælles i stedet for hver for sig.

Det er dog kun en fordel at starte helt forfra og samtænke de to enheder fra start. Det mener i hvert fald Simon Tang, daginstitutionsleder og initiativtager til TV 2-dokumentarserien "Børnechok på Plejehjem", hvor 12 børnehavebørn fra Holstebro i to uger flyttede ind på et plejehjem:

"Det giver en masse fordele - ikke bare når de fysiske rammer skal planlægges, så de to målgrupper kan mødes spontant og på fællesområder. En legeplads kan f.eks. sagtens indrettes til begge målgrupper. Men også når man skal rekruttere medarbejdere og ledere til stedet. Alle er med fra begyndelsen og med på ideen," siger Simon Tang, der på baggrund af forsøget i Holstebro er stor fortaler for at bygge børnehave og plejehjem klods op ad hinanden og derfor også sikker på, at Vejle får Danmarks bedste plejehjem og børnehave.

237 mio. kr. til byggeriet

Der er tidligere bevilliget 207 mio. kr. til et nyt plejecenter i Gauerslund, og i Vejle Kommunes budgetforlig 2020 blev der afsat 30 mio. kr. til en ny daginstitution i Gauerslund pga. stor vækst i området. Plejehjemsdelen kommer til at bestå af tre selvstændige boenheder med ca. 25-26 boliger i hver. Her skal de ældre bo og have deres hverdag og fællesområder. Derudover skal der være et aktivitetscenter, hvor der indgår en række faciliteter. Kun få meter fra plejehjemmet skal børnehaven placeres. Det betyder, at børnene og de ældre på tæt hold vil kun følge og være del af hinandens hverdag.

Det fortæller Vejle Kommune i en pressemeddelelse. 

Det nye byggeri skal stå klart i 2023, og fra nu og frem til indflytningen vil Vejle Kommune arbejde med, hvordan de to enheder bedst muligt kan tænkes sammen - både indholdsmæssigt, fagligt og ledelsesmæssigt - så de to målgrupper får størst mulig gavn af hinanden.