Malurt gendannes og spiller i Vejle Musikteater

Malurt, med Michael Falch i front, gendannes efter mere 30 års pause, og spiller i Vejle Musikteater næste år.

Mange danske rockelskere har drømt om det i umindelige tider, og nu sker det: "Malurt kører bandbussen ud af langtidsparkeringen," meddeler gruppens frontmand Michael Falch.

"Vi gør det i anledning af 40-året for vores debut med Kold Krig fra 1980, og det sker i form af en eksklusiv forårstur i 2020," fortsætter Falch.

Malurt lander i Vejle Musiktertaer den 6. marts 2020, og billetsalget starter nu på fredag, den 1. marts, klokken 10.

"Vi stiller op i Mød mig i Mørket-formationen," oplyser Falch.

Med Christian Arendt, Pete Repete, Peter Mors og Dia Nielsen og Michael Falch var det den udgave af bandet, der ved hundredevis af sveddryppende rockshows i årene frem til 1984 gjorde Malurt til et af landets største rocknavne.

Historisk live-band

Det er ikke mindst som live-act, at Malurt er gået over i dansk rockhistorie i ånden fra Bruce Springsteen, The Clash og Neil Young. Det er også udelukkende som live-navn, bandet vender tilbage i 2020, og bandet garanterer, at det bliver helt og aldeles uden det ellers meget udbredte moderne fifleri med clicktracks og forudindspillede backtracks. Det bliver råt og uforfalsket. Den ægte vare.

Om gendannelsen fortæller Michael Falch:

"Vi fulgtes alle fem sammen til Parken, sidst The Rolling Stones var på besøg. Mens vi stod der, viste det sig, at vi kollektivt blev ramt af en brændende lyst til at mærke den der specielle Malurt-ånd igen. Vi spurgte hinanden, om vi gamle blodsbrødre mon kunne nå at realisere det, mens det er tid, og alle mand stadig er i fuld vigør? Og om vi så også var villige til at betale prisen for at komme helt op i omdrejninger igen og få det til at blive til virkelighed. Det gav vi hinanden hånden på, og vi tillader os at tro på, at det også ville glæde mange andre derude."

Vi ses igen

Sammen med Michael Falch er Pete Repete det eneste af gruppens medlemmer, der fortsatte som professionel musiker efter den såkaldte 'langtidsparkering' af Malurt i sin tid. Christian Arendt har jævnligt optrådt som musiker, men har i årenes løb især skabt sig et navn i det fynske som musiklærer med en særlig evne til at motivere unge til at spille rock. Peter Mors arbejder som tv-fotograf på TV2 Bornholm, mens Dia Nielsen til daglig fungerer som it-arkitekt i en nordsjællandsk kommune. Nu stiller alle mand igen om til rock'n'roll.

Michael Falch udtaler: "Malurt betragter præmissen for comeback'et som rendyrket nostalgi. Der er intet nyt under solen. Kun alle de gamle sange. Vi skal ikke ud og bide skeer med tidsånden. Det er bare gammelt venskab med eventyrlyst, men vi brænder til gengæld for det".
Ikke desto mindre klinger titlerne på Malurts vitale klassikere stadig forbløffende aktuelle - Kold Krig, Superlove, Mød mig i Mørket, Spøgelser, Black-out, Neonsolen, CPR, Den eneste i Verden, Sort Søndag og Lev stærkt.

Vi ses igen var titlen på den publikumsfavorit, som Malurt altid afsluttede deres rockshows med. Nu holder de så, hvad de lovede dengang, og det øjeblik har gamle fans ventet længe på - og også de, der i sin tid var for unge eller slet ikke var født endnu får nu chancen for at opleve Malurt-ånden live.