Vejle Mountainbike Klub arrangerer i juni 2019 et stort mountainbikeløb i næsthøjeste åbne kategori. Løbet afvikles som en del af OL-kvalifikationen, hvilket betyder, at interessen vil være meget stor.
Mountainbike-løbet i Vejle næste år vil være i kategorien HC, Hors Class. Navnet betyder egentligt ’uden for kategori’, men reelt er det den næsthøjeste åbne kategori kun overgået af World Cup-løb og VM. Til sammenligning rangerer landevejsløbet PostNord Danmark Rundt kun i den tredjehøjeste kategori.
Perfekte skråninger i Nørreskoven til mountainbike
Mountainbike-løbet i Vejle er i disciplinen XCO, Cross Country Olympic. XCO køres på en rundstrækning, som er ca. fire-fem km lang med både krævende fysiske og tekniske udfordringer. Ruten gennemkøres seks-syv gange.
Vejle har det perfekte terræn til denne disciplin på skråningerne i Nørreskoven omkring Bybækken, hvor Mountainbike-løbet efter planen skal afvikles.
Målområdet vil være ved Vejle Idrætshøjskole, hvis faciliteter vil blive benyttet i forbindelse med mountainbike-løbet.
Vejle: En cykelby i et gear for sig
Det vil få stor betydning for Vejle, at Mountainbike Club Vejle (MCV) afvikler det planlagte mountainbike-løb. Det skønnes, at løbet vil kunne trække minimum 50 professionelle rytter til Vejle. I alt forventes sammenlagt 500 deltagere.
Den relativt korte rute, der anvendes til mountainbike-løb i XCO-disciplinen, gør løbet publikumsvenligt, og MCV forventer omkring 800 tilskuere.
Det anslås, at der i forbindelse med mountainbike-løbet vil komme en øget omsætning i Vejle på henimod en (1) million kroner.
Sammen med PostNord Danmark Rundt og landets mest prestigefyldte motionscykelløb, Grejsdalsløbet, slår mountainbike-løbet fast, at Vejle er Danmarks førende cykelby.
Mountainbike Club Vejle en af Danmark ældste
Mountainbike Club Vejle er en af Danmarks ældste mountainbikeklubber. Med omkring 250 medlemmer er klubben en af landets største mountainbikeklubber.
I MCV er der eliteryttere, som tilhører danmarks- og verdenseliten, konkurrenceryttere i alle klasser, ungdomsryttere, drengeryttere og motionister. Den store spredning til trods har klubben et godt fællesskab rytterne imellem.
MCV har en stor tradition for at afholde store, spektakulære løb, herunder Nordisk Mesterskab i 2016. Det er imidlertid en større sag at afvikle et mountainbike-løb i kategori HC, og klubben har derfor søgt og fået bevilliget et økonomisk tilskud fra Kultur- og Idrætsudvalget.
Vil gerne op på den helt store klinge
Mountainbike Club Vejle har endnu større ambitioner, da de ønsker at arrangere et World Cup-løb i Vejle om få år.
”I min verden er et World Cup-løb større end et europamesterskab i vores sport,” siger Rasmus Pode Jørgensen, der er løbskoordinator i MCV. ”Et World Cup-løb er en stor sportsbegivenhed, der bliver vist på tv i rigtig mange lande. Det vil give nogle gode billeder af Vejle,” understreger Rasmus Pode Jørgensen.
”Afholdelse af en Worldcup i Vejle er bestemt muligt, hvis den nødvendige opbakning er her. Og som Danmarks bedste cykelby skal vi selvfølgelig gå efter det ultimative,” skriver Mountainbike Club Vejles i deres materiale til Kultur- og Idrætsudvalget.