Efter sommerferien fortsætter klimatilpasningen af Østbykvarteret. Det omfattende klimaprojekt består af seks dele, der sammen skal lede vandet ud til Vejle Fjord, når det regner kraftigt. Gravemaskinerne går i gang på Rødkildevej mandag d. 5. august og to uger senere i Østbyparken.
Vejle Kommune og Vejle Spildevand fortsætter sit fælles projekt med at klimatilpasse Østbykvarteret efter sommerferien. Det omfattende klimaprojekt består af seks delprojekter, der på en sikker og kontrolleret måde skal lede vandet ud til Vejle Fjord, når det regner kraftigt. Gravemaskinerne går i gang på Rødkildevej mandag d. 5. august og to uger senere i Østbyparken.
Efter sommerferien går gravearbejdet med at etablere nye rør i Rødkildevej i gang. Fra mandag d. 5. august til medio marts 2020 vil anlægsarbejdet være i gang på strækningen mellem Rødkilde Gymnasium og Valløesgade.
For trafikanter, cyklister og fodgængere betyder det, at Rødkildevej bliver indsnævret til ét spor for biltrafikken, og der bliver opstillet lysregulering. Herudover opsættes der skilte, som viser, hvor cyklister og fodgængere skal færdes.
Rødkildevej ændres
Rødkildevej får nye rør og en hældning, der leder vejvandet ned i en vandkanal. Men det er ikke kun under jorden, at der laves en lang række ændringer for at imødekomme klimaforandringer. I fremtiden skal vejvand fra Rødkildevej løbe på vejoverfladen frem til kanaler i den sydlige vejside af Rødkildevej.
Vejle Kommune skal derfor stå for en omprofilering af Rødkildevej, så vejen får fald mod kanalerne.
Spildevand ledes til pumpestation
Vejle Spildevand begynder samtidig separatkloakeringen af området med etablering af et vakuumsystem til spildevand i Rødkildevej.
Når anlægget står færdigt, skal spildevandet på sin vej til Vejle renseanlæg ledes via et tæt system til en central vakuumstation ved Rødkildevej, lige vest for Rødkilde gymnasium. Fra vakuumstationen skal spildevandet pumpes til en eksisterende trykledning fra Bredballe. Grøn kile er et sammenhængende vandforløb, der skal lede vandet via vandrender til en eksisterende pumpestation ved Bølgen.
Omdannes til vandlandskab
Midt i august går gravearbejdet også i gang i Østbyparken, hvor vandforløbet, grøn kile, skal etableres.
Arbejdet udføres fra øst mod vest, hvor terrænet modelleres, så vandet naturligt ledes til vandrender i et sammenhængende forløb, der også indeholder to søer, frem til en eksisterende pumpestation ved Bølgen. Hverdagsregn skal transporteres i render, og når vandet ved kraftig regn stiger, vil renderne og søerne smelte sammen og omdanne den grønne kile til et stort vandlandskab.