Vejle får igen en Fætter BR

I en pressemeddelelse har Salling Group netop annonceret, hvor de (gen-)åbner 15 Fætter BR-butikkerne. En af butikkerne bliver placeret i Bryggen.

Henover julen gik Top Toy, der ejede samtlige Toys’R’Us- og BR-butikker i Danmark konkurs. Sidenhen blev konkursboet opkøbt af Salling Group, som kort tid efter meldte ud, at de ville genåbne en række af BR-butikkerne i større danske byer.

Nu har Salling Group sat navn på de første 15 butikker, som bliver genåbnet. Deriblandt en butik, som bliver placeret her i Vejle - i Bryggen nærmere bestemt.

"BR kan noget særligt, og vi er kun blevet bekræftede i, hvor stor betydning BR har for danske børn og børnefamilier. Med de nye butikker vil vi skabe gode oplevelser og gøre BR til indkøbsturens højdepunkt for de yngste i familierne og deres forældre. Vi åbner også i løbet af foråret en stærk webshop, som man kan besøge, udenfor butikkernes åbningstid," fortæller kædens nyudnævnte chef Charlotte From - som i øvrigt er vejlenser.

Oplevelsesuniverser med gode placeringer

Der er endnu ikke meldt en dato ud for genåbningen, og der er da også en del opgaver, som skal klares inden legetøjsbutikken igen kan slå dørene op. En af de vigtigste er at få ansat butikspersonale.

"Vi arbejder benhårdt på at blive klar med de nye BR-butikker. Ikke mindst skal vi have ansat mindst 300 nye kolleger, som skal kunne begejstre børn og deres forældre – samtidig med at de leverer service i særklasse. Nu, hvor der er placeringer på de første åbninger, glæder vi os til at modtage endnu flere ansøgninger og kigge på de mange uopfordrede, vi allerede har modtaget både fra tidligere BR-ansatte og andre gode kandidater med et hjerte, der banker for legetøj og oplevelser," siger Charlotte From.

De cirka 300 stillinger vil blive opslået og besat løbende.

Her åbner 15 af de i alt cirka 25 BR-butikker:

  • Aalborg, Algade
  • Aarhus, Bruuns Galleri
  • Roskilde, Ro’s Torv
  • Hillerød, Slotsarkaderne
  • Vejle, Bryggen
  • Odense, Rosengårdcentret
  • Slagelse, Japanvej
  • Nykøbing F, Guldborgsund Centeret
  • Herning, Engdahlsvej
  • Sønderborg, Stenager
  • Storkøbenhavn
    - Fisketorvet
    - Vimmelskaftet
    - Frederiksberg Centret
    - Fields
    - Rødovre

De resterende byer vil blive meldt ud, når de er på plads.