Legetøjsbutikken Toys'R'Us i Bryggen er lukket på grund af konkurs, men for en kort bemærkning genåbner butikken til et stort ophørsudsalg.
Forleden blev det meldt ud af at legetøjskøden Top-Toy var blevet erklæret konkurs, og ved årsskiftet lukkede derfor samtlige Fætter BR og Toys'R'Us i hele landet. Nu har kæden dog meldt ud, at en række af de lukkede butikker, bliver genåbnet for en bemærkning i forbindelse med januar-udsalget.
Varelageret skal nemlig tømmes, så der er formentlig mulighed for at lave en okay handel. Det betyder også at kunder, der ikke har nået at få byttet sine julegaver, får chancen igen. Det skriver firmaet på sin hjemmeside.
Der skal skrabes penge hjem
Til Ekstra Bladet forklarer fungerende talsmand for Top-Toy, Lars Kirk, at der snart bliver meldt mere ud:
"Udsalget starter i næste uge, og der kommer en plan for, hvordan det bliver. Der er lavet en plan for, hvor lang tid udsalget varer. Men det bliver et ret vildt udsalg. Utrolig lave priser. Kuratorerne har nu fået til opgave at realisere boets værdier. Det betyder, at de skal kradse så mange penge hjem så hurtigt som muligt, og det gør man bedst ved at lave et udsalg."
Da Top-Toy gik konkurs lukkede i alt 64 fysiske butikker. Det er dog ikke alle, der genåbner igen, men Toys'R'Us i Bryggen er blandt de 26 butikker, som for en stund åbner dørene igen.
" Når man er gået konkurs, så stopper man jo med at købe varer ind. Derfor har man valgt at samle varerne, så vi ikke står med en masse halvtomme butikker, som er dyre at drive og en dårlig oplevelse for kunderne," siger Lars Kirk til Ekstra Bladet.