To vejlensiske kunstnere vil forny kunstscenen i provinsen. 1. september åbner Kunsthal Vejle, hvor samtidskunst fra hele verden bliver udstillet i en gammel købmandsautomat fra 1950’erne.
I disse dage pakkes der kunstværker ud fra hele verden i kunstnerens Lene Juhler værksted i Vissingsgade i Vejle. Sammen med kunstfotograf Britta Egebjerg står hun bag Vejles nye udstillingssted, Kunsthal Vejle, som officielt åbner den 1. september.
Kunsthal Vejle er et nyt udstillingssted for dansk og international samtidskunst. Kunsthallen er beliggende på Banegårdspladsen 6 ved indgangen til Visit Vejle, og er ikke en kunsthal i klassisk forstand. Det er derimod en dobbelt købmandsautomat fra 50’erne.
”Automatens 20 udstillingsrum giver mulighed for at kombinere connections-tankegangen i et unikt fælleskunstnerisk projekt, der præsenterer og forbinder kunstnere fra hele verden. Vi har fået overvældende respons fra vores kollegaer i Danmark og Worldwide. I løbet af to dage sagde 39 kunstnere fra hele verden ja til vores udstillingsinvitation. Det betyder, at vi må skabe to udstillinger, i stedet for den tiltænkte ene. Og dét er jo helt fantastisk,” fortæller Lene Juhler.
Samtidskunst fra hele verden
Kunstnerduoen Egebjerg & Juhler har eksisteret siden 2015, hvor de har samarbejdet, udstillet og skabt events ud fra ”giv- og modtag-princippet” og connections-tankegangen, som Lene Juhler omtaler. Det indebærer blandt andet, at de udstillende kunstnere ikke modtager honorarer.
"Kunstnerne deltager på lige vilkår uden økonomisk honorar” fortæller Britta Egebjerg og fortsætter: ”Efter endt udstilling modtager hver kunstner et værk fra en anden udstillende kollega. – Og giver sit eget værk videre. Værkerne er således i en lukket cirkulation mellem kunstnerne. Og dét er noget, der i dén grad har appelleret til de deltagende kunstnere. Vores mål har været at udvikle et nyskabende og brugerstyret udstillingsrum, der modsvarer samtidskunstens udviklingstendenser og udfordrer den gængse opfattelse af udstillingsrum. Herunder forny og udvikle kunstscenen i provinsen. Dét synes vi i dén grad er lykkedes for os”.
Egebjerg & Juhler har primært benyttet deres netværk på Instagram til at invitere kollegaer til Danmark og Vejle. Hele 15 nationaliteter vil være repræsenteret på de to udstillinger – og lige nu pakkes værkerne fra de deltagende kunstnere altså ud. Lene Juhler og Britta Egebjerg føler det som om, at det er blevet jul i juli, mens de glæder sig til åbningen af provinsens nye udstillingshal.
Udstillingsprogrammet:
01.09.18 – 30.12.18
Olesya Dzhurayeva, Ukraine
Bolatta Silis-Høegh, Grønland
Garry Noland, USA
Martin Conrad, Tyskland
Ola Mirecka, Polen
Haruna Shimonishi, Japan
Jan Hakon Erichsen, Norge
Terje Roalkvam, Norge
Sergio Lucene, Brasilien
Finn Have, Danmark
Steen Rasmussen, Danmark
Jonna Pedersen, Danmark
Claus Ejner, Danmark
Lars Bang, Danmark
Jacob Juhl, Danmark
Anders Reventlov, Danmark
Iben Munnecke, Danmark
Indigo Richards, Danmark
Lene Juhler, Danmark
Britta Egebjerg, Danmark
05.01.19 – 30.04.18
Edita Dermontaité, Lithauen/Belgien
Roland Hicks, England
Silvia Strobos-Buch, Schweiz
Paul Fabozzi, USA
Tinka Bechert, Tyskland
Jüergen Heinz, Tyskland
Erika Szőke, Slovakiet
Hans Gerritsen, Holland
Marlene Sarraff, Australien
Astrid Drageset, Norge
Wilma Vissers, Holland
Lars Waldemar, Danmark
Stefan Herrik, Danmark
Søren Bjælde, Danmark
Inga Sigel, Danmark
Camilla Thorup, Danmark
Helene Vonsild, Danmark
Finn Naur Petersen, Danmark
Karen Kirstine Ballegaard, Danmark
Egebjerg & Juhler, Danmark
Læs mere på www.kunsthalvejle.dk