13 unge ledige fra Jobcenter Vejle har nået toppen af Alpe D'Huez efter at have cyklet mere end 1.500 km. ned gennem Europa.
Vejle24 har tidligere skrevet om et hold seje unge ledige fra Jobcenter Vejle, som satte sig for at nå toppen af Alpe D'Huez på cykel, fordi de deltager i et projekt, hvor de siden foråret har skiftet mellem virksomhedspraktik og cykeltræning.
Den 21. juni nåede de så den berømte alpetop efter 10 dage i sadlen, og det var 13 glade unge, der kunne konstatere, at de havde klaret strabadserne. Særligt oplevelsen af at sætte sig et ambitiøst mål, træne målrettet, og endelig nå det, har været en vigtig erfaring for de fleste af dem.
Det fortæller Anja Daugaard (LA), som er formand for Vejle Kommunes arbejdsmarkedsudvalg, der står bag projektet. Hun er meget bevidst om, at cykelturen ikke kan stå alene, men skal ses som et vigtigt element i en længere indsats.
"De unge har jo oplevet, at de mange timer med træning i alt slags vejr har gjort en forskel. Selvom der har været trælse dage på cyklen, har de kløet på, og det har kunnet betale sig i sidste ende. Den erfaring er rigtig vigtig, når de skal videre i job eller uddannelse. Det kan måske være det, der gør, at de fortsætter i et uddannelsesforløb, selvom de er inde i en svær periode", fortæller hun.
Cykelprojektet bygger i høj grad på samarbejde med det lokale erhvervsliv, hvor en række virksomheder er trådt til med praktikpladser til deltagerne. De har taget rigtig godt imod de unge og har bidraget væsentligt til den store optimisme, som har præget cykelprojektet.
Om projektet
- Vejle Kommunes arbejdsmarkedsudvalg står bag cykelprojektet "CP 2019".
- 14 unge ledige med andre problemer end ledighed har deltaget i projektet. En blev skadet umiddelbart før afgang til Frankrig og kunne derfor ikke deltage i cykelturen.
- Siden foråret, har deltagerne skiftet mellem virksomhedspraktik og cykeltræning.
- Cykelturen fra Vejle til toppen af Alpe D'Huez har taget 10 dage.