Realdania belønner ildsjæle fra Skibet med 600.000 kroner til nyt underværk

Haraldskærs avlsbygninger i den skønne natur i Vejle Ådal skal i fremtiden danne rammen for kreative udfoldelser.

Et kæmpestort fælles hobbyrum i Haraldskærs avlsbygninger fik i dag en stor økonomisk håndsrækning.

3D-printere, laserskærere, loddekolber og symaskiner. Der skal være maskiner, der egner sig til alverdens kreative udfoldelser i Skibet Makerspace,  et kæmpestort fælles hobbyrum for områdets beboere.

Visionen er at skabe et sted som kan samle generationer om kreative fritidsaktiviteter, men det er ikke helt billigt at skabe sådan et sted. Derfor var det kærkomment at Realdania i dag donerede 600.000 kroner til projektet. "Det er super fedt og nu glæder vi os til at rykke videre med projektet," skriver Lokalrådet for Skibet og Omegn på Facebook.

Det er netop Lokalrådet for Skibet og Omegn som i samarbejde med Vejle Kommune arbejder på, at omdanne de gamle avlsbygninger på herregården Haraldskær til et kreativt samlingssted.

I første fase er det planen at etablere et 100m2 stort hobbyrum med både digitale og analoge maskiner. På sigt er det planen at Skibet Makerspace skal brede sig over 300m2 og give mulighed for at arbejde og lege med både træ, ler og metal.

Idéen lyder spændende, og det synes Realdania også. Tidligere i dag blev Skibet Makerspace derfor udvalgt sammen med 33 andre projekter, da Realdania fandt vinderne i deres såkaldte ildsjælekampagne: Underværker. Med æren følger samtidig en økonomisk håndsrækning på 600.000 kroner.

Du kan læse mere om projektet på Realdanias hjemmeside her.