Nyt kloaksystem spærrer trafikken Ved Banen og på Banevang i flere uger

Ved Banen og Banevang i Vejle lukkes for al trafik fra den 24. oktober til den 16. november 2018.

Vejle Spildevand, COWI og Østergaard A/S er i gang med at forbedre kloakken i området Ved Banen, Banevang og Mågevej i Vejle. Det er et nyt kloaksystem til regn- og spildevand, der skal anlægges, og i den forbindelse bores et nyt rør under jernbanen.

Det medfører at Banevang og Ved Banen bliver spærret for al trafik fra den 24. oktober kl. 7.00. Entreprenørerne forventer at afslutte arbejdet den 16. november 2018.

Bilister, cyklister og fodgængere skal i stedet benytte Teglværksvej og Dornsvej i denne periode.

"Vi gør alt, hvad vi kan for at blive færdige til d. 16. november, men hvis vejret driller, kan der komme forsinkelser," skriver Vejle Spildevand i en pressemeddelse og forklarer videre om arbejdet:

Består af 2 dele

I den første del af arbejdet hamrer vi store jernplader ned langs Banevang og Ved Banen for at sikre jernbanedæmningen. Pladerne er 9 meter lange, og i fagsproget kalder vi det en spunsvæg. Når vi er færdige med anlægsarbejdet, så fjerner vi igen pladerne.
Arbejdet foregår fra den 24. oktober kl. 7.00, og vi forventer at være færdige d. 3. november.

I anden del af arbejdet borer vi et nyt rør under jernbanen. Det går vi i gang med d. 5. november, og vi forventer at være færdige d. 16. november.

Støj- og vibrationsgener fra klokken 7 til 18 på hverdage

Vi kan desværre ikke undgå støj- og vibrationsgener, mens arbejdet står på. Det kræver store maskiner at hamre 9 meter lange plader ned i jorden, så beboere i området vil desværre kunne høre anlægsarbejdet og mærke vibrationer derfra.

Vi beklager på forhånd for de gener, det medfører, men vi gør alt, hvad vi kan for at blive færdige hurtigst muligt. Vi arbejder mellem klokken 7.00 og 18.00 på hverdage.  

Mågevej spærret frem til d. 20. december

Mågevej er også en del af arbejdet, hvor der i øjeblikket er spærret for trafik fra tunnelen til Ibæk Strandvej. Vi forventer, at Mågevej er spærret frem til d. 20. december 2018.