Ny webshop lancerer Vejles egen byplakat: Vil gøre op med kedelig og intetsigende pynt på væggene

Byplakater er mere populære end nogensinde, men ifølge Preben Steen Nielsen fra Vejle, er størstedelen af dem kedelige og intetsigende. Det har han tænkt sig at lave om på, og i dag slår han derfor dørene op for en helt ny webshop til selvsamme formål. Navnet er byplakaten.dk.

Mange kender nok den altid hurtigt farende idémager, Preben Steen Nielsen, for sit store virke indenfor film og kultur, dusøren på 10.000 kroner til dén næste der døbte sit barn Preben eller for hans 10 dage lange kørestolstur fra Vejle til Skagen.

Nu har han imidlertid sadlet helt om og ændret kurs; både professionelt og i privaten. En skøn kvinde har indtaget hans hjerte, et hus og både to katte og to hunde er kommet til, filmprojekterne og alt det andet er skrinlagt, og Preben har på mange måder genopfundet sig selv.

De seneste mange måneder har han designet ikke mindre end 500 forskellige plakater. Størstedelen byplakater i stærke farver krydret med en humoristisk tilgang til motivet - og herudover adskillige eksempler på skræddersyede dåbs- og lejlighedsplakater, citatplakater, stjernetegnsplakater m.m. En god samarbejdspartner i Sverige har givet Preben mulighed for også at tilbyde kvalitetsrammer udført i lakeret træ til sine kunder i webshoppen.

Idéen til byplakaten.dk blev ubevidst så småt sået tilbage i oktober sidste år, da Prebens kæreste, Pernille Bøgebjerg Andersen, rykkede teltpløkkerne på Sjælland op og flyttede ind sammen med ham i det nyrenoverede hus i Skærup ved Vejle. En forgæves jagt på to grafisk komplimenterende byplakater for hhv. hver deres fødeby; Valby og Vejle, endte istedet med to indrammede stjernetegns-plakater. De hænger stadig den dag i dag og pryder køkkenvæggen i parrets hjem, hvorfra byplakaten.dk ligeledes drives.

Arbejdsgangen er simpel og ligefrem. Preben designer, trykker og kvalitetstjekker de færdige produkter, mens Pernille står for kundesupport, markedsføring og trendspotting.

Skræddersyr plakaterne

Byplakaten.dk er en lille geschäft med store armbevægelser. Alle tryk og indramninger foretages på egne maskiner, hvorfor der sjældent er langt fra idé til købefærdigt produkt. Det har den positive konsekvens, at eksempelvis en skræddersyet plakat, designet ud fra kundens ønsker, kan leveres indenfor maksimalt syv hverdage.

"Ambitionerne for byplakaten.dk er ikke at slå konkurrenterne til plukfisk og overtage verdensherredømmet, men istedet at tilbyde et modigt og humoristisk alternativ til et i forvejen populært og stødt voksende marked. Og skulle plakaterne med tiden også blive tilgængelige i fysiske butikker landet over, ville det da bare være skønt," fortæller Preben Steen Nielsen.

Webshoppen kan naturligvis findes på adressen, byplakaten.dk - og seneste nyt kan herudover ses på facebook, instagram og pinterest under samme navn.

Sådan ser et udvalg af de nye plakater ud. Foto: byplakaten.dk

 

Læs også