Nu skal børnene holde næsen i sprogsporet

Foto: Vejle Bibliotekerne

Vejle Bibliotekerne er sammen med 43 andre biblioteker indgået i et nyt nationalt samarbejde, der gør alle voksne i barnets hverdag til medspillere i den tidlige sprogudvikling.

Børn får deres sprog fra omgivelserne. Det opstår, når børn er sammen med hinanden, og når voksne taler, lytter, leger og læser for dem. Men det kommer ikke af sig selv og sjældent uden en bevidst indsats.

Derfor er Vejle Bibliotekerne nu gået ind i et nyt samarbejde, 'Bibliotekernes Sprogspor', om at tilbyde et lang række af sprogaktiviteter. Fokus i samarbejdet er den tidlige sprogindsats, hvor børn og voksne sammen får taget hul på den fundamentale opgave, det er at bygge et barns sprogkundskaber op fra bunden.

Slut med spredt fægtning

Sprogsporet.dk er en værktøjskasse, som kan anvendes af alle de voksne, der omgiver barnet. Websiden kan samle alle kommunale indsatser, som spiller en rolle for barnets sprog og senere læsning.

"Tidligere har sprogindsatserne ofte være meget spredte initiativer, og der er stor forskel på, hvor meget forældrene er tænkt ind, selvom de faktisk spiller en væsentlig rolle i sprogudviklingen", fortæller programleder Rikke Østergaard fra Herning Bibliotekerne.

Alt dét der virker

Projektet samler den viden og de gode erfaringer man rundt om i landet har gjort sig via en række vigtige sprogudviklingsinitiativer. Det gælder bl.a. 'Tryk på Sproget' i Herning, samt fx 'Sprogstart' og 'Sprogfitness' i Aalborg.

"Vi glæder os meget til at arbejde med Sprogsporet", siger programansvarlig Katrine Bjærge Skøtt fra Vejle Bibliotekerne. "De spor, der bliver lagt i 0-7 års alderen, er altafgørende for børnenes videre liv og færden. Alt tyder på, at man ikke kan starte tidligt nok og faktisk skal i gang før børn overhovedet er begyndt at have et talesprog. Sprogsporet giver os rammerne og muligheden for at samle kræfterne og hjælpe hinanden til fælles bedste for børnene."

Interesserede kan allerede nu gå ind og tilmelde sig Sprogsporet.dk. Det er ganske gratis for både fagfolk og forældre.

'Bibliotekernes Sprogspor' drives af de seks centralbiblioteker i Danmark. Udviklingen af Sprogsporet er gjort mulig med støtte fra Slots- og Kulturstyrelsen.

Læs mere på Sprogsporets hjemmeside.