Nedslående fartkontrol på Horsensvej: 109 sigtet - en bilist blev blitzet hele to gange

Foto: Politi.dk

Politiet kedede sig ikke, da de lavede fartkontrol i sydgående retning på Horsensvej.

Sydøstjyllands Politi gennemførte torsdag trafikkontrol på Horsensvej i Vejle, da den traffikerede vej er udpeget som en af politiets såkaldte fokusveje, fordi der køres med høje hastigheder og ofte sker uheld. Derfor er der også opsat tavler, der fortæller om periodisk fartkontrol. Umiddelbart virker det dog til, at det var de færreste bilister, der fik læst dem i forbifart.

På Facebook skriver Sydøstjyllands Politi nemlig således: 

"Vi var i går med fotovognen på Horsensvej i Vejle i sydgående retning mellem kl. 14.30 og kl. 20.30 Der passerede i alt 3.442 køretøjer og 109 af dem kørte for stærkt. Samme bil og fører blev endda blitzet 2 gange. Først med 90 km/t og derefter med 137 km/t, som også var dagens hurtigste. Et par dyre billeder at have hængende på opslagstavlen."

Og de fortsætter: 

"I øvrigt kørte 3 så stærkt på 70 km-strækningen, at de modtager et klip i kørekortet og andre 3 så stærkt, at sanktionen er en betinget frakendelse af førerretten og de skal dermed op til en kontrollerende køreprøve, som skal bestås, hvis ikke den skal stå på privatchauffør i en periode."

Politiet forsikrer også om, at fartkontrollerne på Horsensvej og rundt omkring i byen fortsætter