Midtjysk virksomhed vil have kvinder til at hylde deres former

Den midtjyske webshop Curvii.dk, der sælger modetøj til kvinder i størrelser fra 42-62, vil give kvinder i alle størrelser mulighed for at klæde sig flot, farverigt og moderne.

Indehaveren, Kirsa Jespersen, håber hendes webshop kan hjælpe kvinder til at hylde deres former frem for at gemme dem væk.

Når man er kvinde og bruger en tøjstørrelse, der viser over 40, kan det til tider være svært at finde flot og moderne tøj. Dette vil den midtjyske webshop Curvii.dk gøre op med.

Dette gør de ved at have et stort udvalg af modetøj, der henvender sig til store kvinder, der ikke er bange for at vise deres former.

Det handler om at acceptere sig selv, som man er, og fremhæve alle de gode ting ved den kurvede kvindekrop. Dette mener Kirsa Jespersen, indehaver af webshoppen, der i samme ombæring uddyber:

“Min bror, som jeg driver Curvii sammen med, har tidligere drevet en webshop, hvor der i høj grad var efterspørgsel efter moderne tøj til kvinder i store størrelser. Det var denne efterspørgsel, der gjorde, at vi grundlagde Curvii. Vi stræber efter at tilbyde et sortiment, der gør det muligt for større kvinder at hylde og fremhæve deres krop frem for at pakke den væk i kedeligt tøj.”

Hjælp i blog-form

Ud over at sælge tøj fra en lang række kvalitetsmærker, heriblandt Zizzi, Zhenzi og Gozzip, forsøger virksomheden også at hjælpe kvinder ved at inspirere dem.

Dette gælder både inspiration til tøjvalg, pasform, kendte instagrammere, der er værd at følge, og en lang række lækre opskrifter.

Dette gør de via deres blog, som du kan finde på deres hjemmeside.

Bloggen er tiltænkt som en inspirationskilde, både til kunder og potentielle kunder, der mangler inspiration til alt fra BH-størrelser, til hvorfor man som plus-size kvinde sagtens kan gå med striber.

“Grunden til, at vi også forsøger at dele vores viden via bloggen, er, at jeg personligt ved, at det kan være svært at klæde sig spændende på som plus-size kvinde, hvis man aldrig har haft det store udvalg at vælge imellem. Herudover dækker vi jo også helt basale ting som, hvordan man finder den rigtige bh-størrelse, hvordan en badedragt skal sidde osv, hvilket langt fra udelukkende henvender sig til plus-size kvinder, men derimod alle kvinder,” forklarer Kirsa Jespersen.

Fremtiden ser lys ud for webshoppen Curvii, der løbende tilpasser deres sortiment efter både moden og årstiden.

“Jeg håber klart, at vi igennem Curvii kan inspirere flere kvinder til at omfavne deres kroppe. Selvom tøj langt fra gør hele forskellen på, om man accepterer sig selv eller ej, tror jeg på, at alene det at opdage og indse, at man sagtens kan klæde sig friskt og lækkert, selvom man ikke er en størrelse 36, kan have enormt stor indflydelse på, i hvilket omfang man omfavner og elsker sin krop,” afslutter Kirsa Jespersen.