Dennis Ritter er fast inventar på TV 2, når kanalen hvert år sender direkte fra Tour de France. Under Vejles Folkemøde besøgte cykeleksperten fjordbyen, hvor han gav sit bud på en cykelrute, der viser Vejle og omegn fra sin bedste side.
TV 2 Sportens cykelekspert Dennis Ritter gav under Vejles Folkemøde sit bud på en 120 km lang cykelrute rundt i kommunnen, som viser Vejle frem fra sin smukkeste side. Ruten har fået navnet "Ritter Ruten" og kan nu ses online, så ivrige cykelentusiaster selv kan prøve den af.
I bekrivelsen af ruten slås det fast, at det ikke bare kan være en søndagstur, når nu ruten netop er placeret i Vejle.
"Dennis har lagt vægt på, at en god rute skal gå gennem flotte landskaber og historiske interessepunkter. Men da ruten ligger i Vejle, er det et 'must' at ruten indeholder hårde cykelbakker og lange nedkørsler."
Borgerne i Vejle Kommune anbefalede Dennis Ritter, at ruten - blandt mange andre seværdigheder - bør slå et smut forbi Jelling Monumenterne, Vejle Fjord, Bindeballe Købmandsgård, Tørskind Bakke, Egtvedpigens grav og mange andre.
Derudover ønskede mange af bidragsyderne, at ruten skal gå helt tæt på byerne Børkop, Egtved, Jelling og Vejle, så cyklisten kan hoppe på fra forskellige steder, samt at ruten inkluderede både Bindeballestien og den nye supercykelsti.