De fleste butikker holder lukket i julen, så man skal gerne have foretaget alle indkøb inden julefreden sænker sig. Skulle du alligevel have glemt noget, så bringer vi her en oversigt over butikkernes åbningstider i julen.
Julen er hjerternes fest, og der skal gerne være ro og tid til familien, men sådan ender det desværre sjældent. For når hele familien er samlet, og der skal købes mad til en hel flok, kan man let komme til at glemme at købe væsentlige ting til julemiddagen. Vejle24 kommer dig til hjælp, og giver dig her en oversigt over, hvordan dagligvarebutikkerne holder åbent til jul.
Rema 1000 holder lukket
Rema 1000 holder helt lukket i alle deres butikker i Vejle og omegn. Så det er ikke her, du skal foretage dine sidste juleindkøb.
Fakta har åbent
Alle Fakta-butikker i Vejle-området holder åbent i juledagene.
Faktas butikker i Vejle holder åbent fra 08.00-15-00 juleaften og fra 10.00-21.00 1. juledag. Det gælder Fakta på Vestergade 20, i Vindinggård Centeret, Fakta på Merkurvej 5, Fakta på Enghavevej 9, i Bredballe Centeret, på Pedersholms Allé 1, på Hasselvang 2 i Brejning og Ny Boder 2 i Børkop.
Bilka, Føtex, Lidl, SuperBrugsen og Kvickly har lukket
Hos butikkerne Bilka, Føtex, Lidl, SuperBrugsen og Kvickly har de igen i år valgt at holde julelukket. Så her går du forgæves, hvis du står og mangler de sidste varer inden jul.
Netto har delvist åbent
En enkelt af Nettos butikker i Vejle holder juleåbent, så du kan få de sidste varer på plads inden julemiddagen. Netto på Grønnedalen 4 åbner den 24. december klokken 07.00 og lukker igen klokken 15.00, mens de den 25. december holder åbent fra 07.00-22.00.
Til gengæld er Netto på Olgasvej og i Nørremarkscentret lukket i juledagene.
Aldi har juleåbent
Aldi på Jyllandsgade 6 holder åbent fra 08.00-14.00 juleaften og fra 08.00-20.00 1. juledag. Så her har du også mulighed for at gøre de sidste køb.