Givskud fejrer rund fødselsdag med gratis kage, brillebjørne og Sebastian Klein

Det nye anlæg til brillebjørnene bliver det største af sin slags i Europa. Foto: Givskud Zoo

I år fylder Givskud Zoo 50 år. Det fejres i parken søndag den 11. august 2019, hvor alle interesserede er velkomne til at deltage i festlighederne.

I 50 år har Givskud Zoo budt på interessante dyreoplevelser og mindeværdige ture for parkens gæster, og parkens runde hjørne i 2019 markeres søndag den 11. august 2019. 

Her vil der være officiel indvielse af parkens nybyggede anlæg til brillebjørne, som med et areal på godt tre hektar vil være det største brillebjørneanlæg i Europa. Åbningstalerne holdes af borgmester i Vejle Kommune, Jens Ejner Christensen, og af direktør i Givskud Zoo, Richard Østerballe. 

"Det er spektakulært med det nye, store anlæg, og det er en stor og vigtig investering for os. Og da parken så samtidig fylder 50 år, vil vi gerne gøre noget særligt ud af åbningen," siger direktør i Givskud Zoo, Richard Østerballe, som tilføjer, at der til åbningen er inviteret en række særlige gæster, deriblandt en del venner af parken og tidligere medarbejdere. 

Show for hele familien

Efter åbningstaler og rundtur i det nye brillebjørneanlæg vil der være underholdning for hele familien, når Sebastian Klein går på scenen med et forrygende,show med musik.

"Han har optrådt i parken før, og vi har erfaring med, at han formår at kombinere det interessante og sjove blandet med god underholding, så vi regner med, at vores gæster får en rigtig en god oplevelse med hjem fra parken," siger direktøren.

Og som på en rigtig fødselsdag skal der selvfølgelig også være kage. Så længe lager haves deles der derfor gratis kager ud til gæster efter den officielle indvielse af brillebjørneanlægget.

Program for jubilæumsfest søndag den 11. august 2019

09.30 Parken åbner
11.00 Officiel åbning af brillebjørneanlægget ved P1 med taler ved borgmester i Vejle Kommune, Jens Ejner Christensen, og direktør i Givskud Zoo, Richard Østerballe.
11.30-12.30 Gratis fødselsdagskage til parkens gæster ved P1 (så længe lager haves)
12.00-13.30 Frokost for indbudte gæster i restaurant ZOOasen. 
14.00-14.45 Show med Sebastian Klein og band ved P3.