Det seneste halvandet år er antallet af danske piger, der bliver HPV-vaccineret steget markant – også i Vejle. Det viser nye tal fra Statens Serum Institut. Men vi er ikke i mål endnu, mener praktiserende læge Michael Mikkelsen, der opfordrer endnu flere piger i Vejle Kommune til at tage imod tilbuddet om HPV-vaccination.
Nye tal fra Statens Serum Institut viser, at andelen af HPV-vaccinerede piger fra årgang 2004 er steget fra 12 til 57 pct. på landsplan siden maj måned 2017. Denne positive fremgang har de unge piger i Vejle i høj grad bidraget til. På halvandet år er vaccinationsdækningen i Vejle nemlig mere end femdoblet med en stigning fra 10 til 59 pct. blandt piger født i 2004. Der er dog stadig mange piger, der ikke får den vigtige vaccine, som kan forhindre 90 pct. af alle tilfælde af livmoderhalskræft. Michael Mikkelsen, der er praktiserende læge i Give, undrer sig over, at det fortsat kun er lidt over halvdelen af pigerne i Vejle, der bliver HPV-vaccineret. Han er dog glad for fremskridtet:
"Vi har gennem det sidste halvandet år oplevet en markant stigning i antallet af piger, der vælger at få HPV-vaccinen, og det glæder os, da vaccinen jo er med til at forhindre livmoderhalskræft, som desværre rammer relativt unge kvinder. Det er den første kræftform, som vi har mulighed for at forebygge med en vaccine, og derfor håber vi selvfølgelig, at endnu flere piger kommer til os for at blive vaccineret inden deres seksuelle debut,” siger Michael Mikkelsen.
HPV-vaccination er gratis, indtil man fylder 18 år. Det gælder også for dem, der har fået første stik, men mangler at få det sidste. Så hvis man ønsker at blive beskyttet mod livmoderhalskræft og nærmer sig sin 18-års fødselsdag, er det en god idé at tage en snak med sin læge og få taget stilling, mens vaccinen er gratis.
Annette Brink fra Vejle fik som 48-årig konstateret livmoderhalskræft på trods af et langt forløb med kontroller for celleforandringer. Annette har overlevet kræften indtil videre – men samtidig er hun en af de mange kvinder, der har erfaret, hvad det vil sige at leve med de mange senfølger, og hvordan livet ser ud på den anden side af livmoderhalskræft.
”Jeg har blandt andet tarmgener på grund af strålebehandlingen, og jeg ved derfor aldrig, hvordan mine tarme vil opføre sig. Desuden døjer jeg meget med blærebetændelse. Jeg har taget meget på i vægt, og min underlivsregion er fyldt med arvæv, så min hud føles usmidig og som ét stort brændemærke. Jeg har også væskeophobninger i mine ben, der gør, at de sommetider hæver så meget, at det kan være svært at få bukser på. Men jeg har lært, at jeg bliver nødt til at glemme, hvordan jeg havde det før, jeg fik livmoderhalskræft, for der kommer jeg aldrig tilbage til. Jeg må se positivt på det og leve det liv, der nu er blevet mit,” fortæller Annette.
Annette ville ønske, at hun havde haft mulighed for at få HPV-vaccinen, inden hun blev smittet med HPV-virus. Hun opfodrer derfor alle unge piger og drenge til at tage imod vaccinen, så de ikke risikerer at skulle gennemleve det, hun har været igennem.
”Jeg har ni nevøer og niecer, som jeg jævnligt ytrer min mening overfor. Hverken de eller mine veninders børn er i tvivl om, hvad jeg mener om den sag,” fortæller Anette, der glæder sig over, at vaccinationstallene stiger, og flere piger i dag får den vigtige vaccine.