I en branche hvor livsstilssygdomme og stress potentielt venter lige om hjørnet, kan man ikke lade stå til. Derfor har en stor del af Danske Bank i Vejles ansatte deltaget i en tolv ugers bootcamp, hvor de har lært om sund kost, motion og søvns betydning.
De har travlt i Danske Banks afdeling i Vejle.
I de store lokaler i Kirkegade stikker forbipasserende hovedet ind forbi og dagen igennem foregår der planlagte møder med bankens kunder. En travl arbejdsplads som den, hvor medarbejderne har meget stillesiddende arbejde, kunne meget vel være et sted, hvor de ansatte rammes af stress og livsstilssygdomme.
Det er dog ikke tilfældet i Vejle, og det tilskriver filialdirektør Palle Heiselberg blandt andet, at en stor del af de ansatte takkede ja til hans invitation, pakkede sportstasken og deltog i en tolv ugers lang bootcamp i det lokale Apollo Fitness, hvor motion, trivsel og sunde madvaner var i centrum.
Bootcampen er overstået, men ifølge Palle Heiselberg så varer effekten ved.
“Selve forløbet var super sjovt, men især følgevirkningerne har været gode. Medarbejderne diskuterer fx fortsat deres body age.Workshoppen har skabt en helt ny ramme, hvor vi også kan tale om sund kost på en anden måde end tidligere.”
Desuden fortæller filialdirektør Palle Heiselberg, at flere af de ansatte i Danske Bank i Vejle holder ved og fortsat træner i centret.
Så nye sider af kollegerne
Gang på gang nævner Palle Heiselberg, at han er imponeret over, at bankens medarbejder gik til opgaven med krum hals. Da han først hørte om bootcamp-konceptet, var han dog ikke i tvivl om, at det var noget for banken.
“Helt enkelt: Vi er vores medarbejdere, derfor så jeg i højere grad workshoppen som en investering end en udgift. De tolv uger blev i højere grad en teambuilding-øvelse, hvor vi blev revet ud af den daglige rutine og så nye sider af hinanden. Vi fik et nyt syn på hinanden og kom tilbage til hverdagen med en anderledes energi.”
Mange arbejdspladser eksperimenterer med at få medarbejderne til at røre sig mere. Det kan fx være, at man har store elastikker liggende ved kaffeautomaten. Det har de også prøve hos Danske Bank, men intet har virket lige så effektivt som bootcampen, hvor de ansatte trænede før eller efter arbejde. Forløbet var frivilligt, og alligevel deltog langt de fleste af bankens ansatte.
“De kan ikke stoppes, de kastede sig bare ud i det med masser af engagement. Det imponerede mig rigtigt meget. Tilsammen tabte de rigtigt mange kilo og lærte hinanden at kende på en helt anden måde. Forløbet var i den grad socialt og har skabt gode varige vaner. Det vil vi helt sikkert gerne igen,” afslutter filialdirektør Palle Heiselberg fra Danske Bank i Vejle.
Flere og flere danskere er stressede, derfor vil vi i denne uge undersøge stressens væsen og hvad konsekvenserne af et udbrud kan være. Derudover har vi fået råd og historier fra en række lokale, som vi har spurgt om, hvad de gør for at forebygge at blive stressede eller komme videre i livet efter, de har været ramt. Vi håber, at I vil læse med.