Fredag i næste uge vil flere veje i målområdet ved Pedersholm være lukket det meste af dagen i forbindelse med afviklingen af kongeetapen. Jellingvej vil også være lukket i en kortere periode.
Kongeetapen i PostNord Danmark Rundt kræver, at nogle veje og gader er spærret eller lukket, for at kunne gennemføre løbet på sikker vis. Det sker fredag 23. august.
Vejlukning ved Pedersholm
I målområdet ved Pedersholm vil flere veje være lukket det meste af dagen. De mest belastede veje er Kiddesvej og en del af Koldingvej, som er lukket fra kl. 8.30 til kl. 21.00 (se vedlagt kort). Alle sideveje til Pedersholm Allé bliver spærret fra kl. 16.00-18.00. Trafikken forventes helt åben igen senest kl. 21.
I Vejle Vestby spærres Jellingvej i op til 30 min i tidsrummet kl. 16.00 - 17.00. Hvornår præcis vejen er lukket, afhænger bl.a. af farten i feltet, men det forventes, at feltet er på Jellingvej omkring kl. 16.20.
Så længe kongeetapen er i gang, vil der være midlertidige vejspærringer i det område, hvor løbet foregår, så det kan afvikles på sikker vis. Det betyder, at politi og officials i løbet af dagen vil standse trafikken kortvarig, indtil feltet og løbskaravanen har passeret. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på at trafikken, specielt i Vejle midtby, fredag eftermiddag vil være mere belastet end normalt.
Der opfordres til, at hunde holdes i kort snor og små børn i hånden, når både reklamekaravanen, feltet og holdbilerne suser forbi. Det gælder især de steder på ruten, hvor der ikke er afspærring. Publikum langs ruten skal venligst følge anvisninger fra løbets officials, der står for sikkerheden. Vær opmærksom på, at reklamekortegen af sikkerhedsmæssige årsager kun kaster gaver ud til publikum i højre side af kørselsretningen.
24 timers gratis parkering
Da flere veje i målområdet er lukket, vil muligheden for parkering også være reduceret. Det er derfor muligt for de mest berørte beboere i målområdet ved Pedersholm at få et 24 timers p-kort til kommunens andre parkeringspladser i byen på selve dagen ved at kontakte Vejle Kommune. Listen, med de veje der giver borgerne mulighed for et parkeringskort, kan ses Vejle Kommunes hjemmeside, hvor man ligeledes kan læse mere om vejlukningen og holde sig opdateret, hvis der sker ændringer.