Byg din egen kamprobot eller lav dit eget brætspil på biblioteket

Vejle Bibliotek inviterer til spildage torsdag den 5. og fredag den 6. juli.

Tæv kammeraterne på konsollerne, spil skak mod en stormester, vind en Fifa-turnering, lav dit eget brætspil eller byg din egen kamprobot, som skal duellere mod de andres. Det lyder som et forrygende arrangement som Vejle Bibliotek har stablet på benene den 5. og 6. juli.

Torsdag den 5. juli klokken 10 åbner spildagene med tre timers fri leg på HTC Vive og Playstation VR for alle. Klokken 14 bliver udfordringen større, når man får mulighed for at opfinde sit eget brætspil

"Brætspil er sjove at spille, men de er mindst lige så sjove at lave," siger spildesigner Kasper Lapp. Han har blandt andet skabt Magic Maze, der blev nomineret til verdens største brætspilspris, Spiel des Jahres, i 2017, og som underviser på torsdagens intensive workshop, hvor du kan gå hjem med dit helt eget brætspil.

Hvis ikke man har mod på at bygge sit eget brætspil, kan man i stedet nøjes med at spille de forskellige spil i bibliotekets brætspilscafé. Men man kan også vælge at dyste med en skak-stormester. Jakob Vang Glud, som i en tidlig alder slog den norske verdensstjerne Magnus Carlsen, kommer nemlig forbi biblioteket og byder alle op til kamp i en simultan-kamp, hvor han spiller skak mod alle på samme tid.

Kamprobotter og Fifa-turnering

Fredag starter igen klokken 10 med fri leg på konsollerne, før der er Fifa-turnering på playstation klokken 16. Der er 12 pladser i turneringen, og tilmelding er gratis på bibliotekets hjemmeside her.

Samtidig med Fifa-turneringen går en helt anden konkurrence i gang. Biblioteket har fundet en masse gamle ting, som du kan bygge sammen til en kampdygtig robot. Når robotten er færdigbygget, gælder det om at banke de andres robotter. Der er både præmier til den mest hårdføre robot og den sjoveste. Det er gratis at deltage, men vil du være sikker på en plads ved kampbordet, skal du tilmelde dig her.

Helt så vildt bliver det formentlig ikke, men indtil kampen går i gang på biblioteket, kan man nyde utallige robot-kampe på Youtube. Blandt andet denne her, som er set knap 6 millioner gange. Og bestemt er et kik værd.

Blacksmith vs. Minotaur - BattleBots