På en onsdag aften, hvor kulden bed fra sig og hvor vinteren krampagtigt forsøgte at holde foråret tilbage, afholdte Street Food Vejle deres første omgang BANKO Onsdag.
Der er en hel del fordomme og opfattelser forbundet med banko. Nogle af dem handler om store haller eller forsamlingshuse, hvor ældre mennesker kæmper om en and, et gavekort til SuperBest eller en stang frossen wienerbrød. Sådan er det ikke længere.
Det seneste års tid er der poppet flere og flere banko-begivenheder op rundt om i landet. Det er ret befriende i en verden, hvor gadebilledet er fuld af mennesker, der går alene med næsen nede i skærmen på deres smartphone. Selv på restauranter ser vi mennesker to og to, der sidder med hver deres smartphone og tilbringer tiden sammen – hver for sig.
Plads til både ballondyr og banko
Sådan var det ikke i aftes på Street Food Vejle, hvor Mathias Taichi Ohira Poulsen, som én af Street Food Vejles marketingsfolk, havde travlt med at overvære mere end 100 bankospillende gæsters engagement og morskab.
”Vi tester ting af for tiden. Vi ønsker at være noget for hele Vejle på tværs af aldre. Sidste uges 'Hang Over Sunday' og lørdagens 'Børnesjov med Ballondyr', var også gode tilløbsstykker,” fortæller Mathias, som har et stærkt overblik fra baren.
Ikke for præmiernes skyld
I salen sidder de så. Dem alle sammen. Der er de helt unge, der synes, det her er skide skægt, og så er der det modne publikum, som hygger sig i de rå omgivelser. Og derimellem er der alle dem, der har valgt at bruge Vejle by i stedet for at sidde hjemme i villakvarteret og se TV.
Der er masser af forskelligartede præmier på højkant. Men dem vil undertegnede slet ikke komme ind på i denne artikel. For præmierne er på ingen måde det primære på denne BANKO Onsdag, som Street Food Vejle planlægger at fortsætte med. ”Du ser ingen smartphones. Til gengæld hygger folk sig med hinanden og med at være ude. Selv på en onsdag,” fortæller Mathias Taichi Ohira Poulsen, og tilføjer: ”Men nu er det jo også onsdagen i påsken. Men det afholder os ikke fra at gentage det her igen og igen.”
Fra undertegnedes synspunkt er det et fantastisk tiltag. Vejle er en dejlig by. Med så mange glade ansigter på tværs af aldre samlet på Street Food Vejle, krydser hele redaktionen her på avisen fingre for, at Vejle tager initiativerne til sig. Hvis man kan det her i Aarhus og i København, så kan vi i hvert fald også i Vejle. Vi skal bare mere ud.