Der er mange forskellige muligheder for dig for at nyde den smukke natur ved Gudenåens udspring, der ligger i den nordlige del af Vejle kommune.
Gudenåen er med sine 160 kilometer Danmarks længste å og har sit udspring i Tinnet Krat i den nordlige del af Vejle Kommune. Det er et område med flot natur og store højdeforskelle og kontraster, der er skabt af istiden. Det gør stedet til en oplagt mulighed for dig for at tage på en udflugt i en eller flere dage.
Du kan følge Hærvejens stier, der går igennem området, eller fortsætte på cykelrute 32 videre mod Ringkøbing Fjord. Det er selvfølgelig også oplagt, at du sejler i kano eller kajak på selve Gudenåen eller den nærliggende Rørbæk sø.
Den bugtede Gudenå skulle være blevet skabt, da halvguden Gudar bortførte pigen Else fra Tinnet Krat. Gudar zigzaggede gennem landskabet for at gøre det sværere for sine forfølgere at finde ham. Men den kloge mand fra Tørring sendte områdets bække og åer efter ham. De dannede en stor å, der fulgte Gudars spor helt til Randers. Gudar druknede i den å, der blev dannet, men Else overlevede.
Tag på vandring ved Gudenåens udspring
Der er gode muligheder for dig for at komme ud at vandre ved Gudenåens udspring. Der er flere stier, der er markeret med henholdsvis gul, rød og blå. Dem kan du følge, hvis du gerne vil have en rute at gå efter. En del af hærvejen går også igennem området. Det kan være et godt udgangspunkt for en dagstur at gå på den.
Hvis du er gangbesværet eller handicappet, har du stadig mulighed for at komme ud at gå. Ved Ballesbækgård er der en natursti, der er nem for alle at benytte. Ballesbækgård er et af Naturstyrelsens besøgscentre i området. Gården ligger fire kilometer nord for Tinnet Krat, og der er både mulighed for at spise madpakke, grille, bruge toiletfaciliteter og overnatte i shelter eller telt.
Cykling ved Gudenåens udspring
En anden mulighed for at bevæge sig rundt i det smukke istidslandskab er, at du cykler rundt. Der er flere afmærkede cykelruter, der går gennem området. Det er for eksempel cykelrute 3 langs Hærvejen og cykelrute 32 mellem Horsens og Ringkøbing Fjord.
Lej en kano, og sejl nedad Gudenåen
Der er strenge regler for, hvilken vej du må sejle på henholdsvis på Gudenåen og på Rørbæk Sø, som er den sø, som både Gudenåen og Skjernå udspringer af. På Gudenåen må du kun sejle nedad åen. Du kan derfor ikke sejle op til selve udspringet. En god ide er derfor, at du starter med at se udspringet, og at I så kører ned og lejer kanoer længere nede ad åen.
En anden mulighed er, at I starter ved udspringet i Tinnet Krat og så lejer kanoerne oppe ved Rørbæk Sø. Det giver jer mulighed for at sejle på søen og Skjernå.
Badning i Rørbæk Sø
Får du lyst til en dukkert efter et besøg ved Gudenåens udspring, kan du tage en dukkert ved Rørbæk Sø. Flere steder har søen så stejle sider, at det er umuligt at komme i vandet derfra, men der er steder, hvor det er muligt. Når du bader i søen, skal du være opmærksom på, at vandet er koldt hele året, og at der er meget understrøm.
Sov i det fri ved Gudenåens udspring
Hvis du gerne vil gøre din tur til Gudenåens udspring til mere end en dagsudflugt, har du mulighed for at sove i området. Det kan være ved Koutrupgård, der ligger 2,7 kilometer fra Tinnet Krat, og ved Ballesbækgård, der ligger 4,4 kilometer fra udspringet. Begge steder har du mulighed for at sove i shelter eller i medbragt telt. På Ballesbækgård skal du reservere plads. Det behøver du ikke på Koutrupgård.
Transport til og fra Gudenåens udspring
Det er nemt at komme fra Vejle centrum til Gudenåens udspring. Der er omkring 30 kilometer, og vælger du den hurtigste rute i bil, tager det kun en halv time. De 30 kilometer er også mulige at tilbagelægge på cykel, og i det tilfælde vil det tage dig 1,5 til 2 timer, alt efter hvor god form du er i. Med offentlig transport vil det tage dig nogenlunde lige så lang tid som at cykle, da du skal med to eller tre forskellige busser.
Fra Horsens og Silkeborg er der henholdsvis 35 og 40 kilometer til Gudenåens udspring. Det tager 40-45 minutter i bil, to til tre timer på cykel og mellem 1,5 og 2,5 timer med offentlig transport, da du også i det tilfælde skal med flere busser.
Denne guide til aktiviteter ved Gudenåens udspring er lavet i samarbejde med Altforhaven.dk, der for nylig har lavet en lille guide til hvordan du nemmest og billigst kan få en anlægsgartner i Vejle og omegn. Den guide til anlægsgartnere i Vejle kan du læse her.