På Petersmindeskolen i Vejle får de små skolebørn fremover mere sikker skolevej. Deres ældre skolekammerater står nemlig klar til at hjælpe dem sikkert i skole med Gåbus.
Alt for mange børn bliver kørt i bil i stedet for at tage turen på gåben eller cykel. Det betyder, at børnene ikke lærer at begå sig i trafikken og at de heller ikke får rørt sig nok - hvilket denne uges tal fra Sundhedsstyrelsen desværre understreger. Derudover giver de mange biler trafikkaos omkring skolerne og en masse ekstra trafikfarlige situationer. Men på Petersmindeskolen i Vejle skal forældrene lede længe efter en god undskyldning for at putte børnene ind på bagsædet. Skolen står nemlig klar med et godt alternativ til forældretransport i bil.
Vigtigt for trivsel og bevægelse
Alternativet er Gåbus, som Dansk Skoleidræt og TrygFonden står bag. Gåbusser kan sammenlignes med almindelige busser, der følger en fast køreplan. Forskellen er blot, at transporten sker til fods, og chaufførerne er elever fra 6.-9. klasse. For nylig blev en række elever fra Petersmindeskolen uddannede som Gåbus-chauffører, og nu er de klar til - for første gang - at følge deres yngre skolekammerater aktivt og sikkert til skole via en fastlagt rute med indlagte stoppesteder. Malene Lau og Rasmus Larsen er lærere på Petersmindeskolen og tovholdere på Gåbus.
"Vi indfører Gåbus af flere årsager. Vi vil gerne fremme sundheden blandt børnene på skolen ved at styrke den aktive transportkultur, der giver mere friske og læringsparate børn. Derudover er der et trivselsaspekt store og små elever imellem, hvor de store lærer at tage ansvar for de små, og på den måde kommer de forskellige aldersgrupper til at lære hinanden bedre at kende. Slutteligt har vi et ønske om at få noget trafik væk fra skolevejene og om at øge børnenes trafik-handlekompetencer. Det håber vi, at indførslen af Gåbus kan være med til at påvirke," siger Rasmus Larsen, der er Gåbus-tovholder på Petersmindeskolen.
Hos Dansk Skoleidræt glæder man sig over, at Petersmindeskolen er blevet Gåbus-skole.
"Gåbus er udbredt til store dele af landet, hvor mange skoler prioriterer at give eleverne en aktiv start på dagen. Når eleverne går sammen til skole, har det gode effekter på deres sundhed og trivsel, ligesom de møder op super læringsparate, når de har en frisk tur i benene. Hertil kommer, at gåturen giver eleverne nogle gode trafikvaner. I Dansk Skoleidræt er vi glade for, at Petersmindeskolen nu også bliver Gåbus-skole," siger Kim Henriksen, projektleder i Gåbus hos Dansk Skoleidræt i en pressemeddelelse.
Om Gåbus
- Ca. 70 skoler i Danmark har igangsat Gåbus Siden projektets start i 2012 har passagerer og chauffører tilbagelagt mere end 75.000 km på gåben til skole. Det svarer til næsten to ture rundt om jorden!
- Gåbus er en del af programmet Sunde Børn Bevæger Skolen, som er et samarbejde mellem TrygFonden og Dansk Skoleidræt. Det overordnede mål med programmet er, at flere børn og unge bevæger sig mere og grundlægger sunde vaner tidligt i livet.
- Aktiv transport til skole skaber grobund for sunde vaner og forebygger livsstilssygdomme. Unge, der transporterer sig aktivt til skole, er også mere fysisk aktive i andre sammenhænge