Der er røre i pensionsandedammen. I hvert fald, hvis du spørger Niels Fibæk-Jensen, der i 2014 forlod Vejle til fordel for studierne i København og nu sidder som CEO i en af Danmarks mest lovende Fintech-startups. Der skal skabes muligheder for, at almindelige danskere kan investere deres pensionsmidler i bæredygtige selskaber.
En helt almindelig hverdag møder jeg Niels Fibæk-Jensen på Penstables kontor på Nørrebro i København. Kontoret emmer af iværksættermiljø, væk er alt hyggen, alle planterne, al nips. Der står bare det helt nødvendige: Skriveborde, stole, computere og selvfølgelig kaffemaskinen. Der er syv ansatte på kontoret, og det passer meget godt med det mandtal, der allerede er i virksomheden, der ikke har mere end halvandet år på bagen.
”Vi er syv fuldtidsmedarbejdere og to på deltid,” fortæller Niels, mens jeg bliver vist ind til et rum, der indeholder kontorets hyggehjørne med sofa og bord. Stadig meget enkelt og sat op med det ene formål, at det skal være praktisk.
Bofællesskab og Nørremarken
Overfor mig i sofaen sidder en ung iværksætter, der har noget på hjertet. Selvom der kun står 26 år på sygesikringsbeviset, har Niels allerede høstet sine erfaringer.
Barndommen blev udlevet i Nørremarken i Vejle, hvor han fra tredje klasse gik på Novaskolen (Dengang Nørremarksskolen), mens han sammen med sine forældre boede i bofællesskab i Lille Grundet.
”Jeg var meget glad for Nørremarksskolen. Vi havde en rigtig god årgang, hvor mange gjorde sig umage i skolen, og, det hele gik ikke op i fester,” siger Niels, der gik på Vejle Friskole indtil anden klasse.
”Jeg skiftede til Nørremarksskolen på grund af mobning i anden klasse,” fortæller Niels, der vurderer at hans interesser måske var lidt anderledes end de andre børns.
Efter folkeskolen ender Niels på Rødkilde Gymnasium, hvor han går ind i ungdomspolitik og senere er manden bag Piknik Party, der stadig eksisterer i Vejle:
”Jeg er utrolig stolt af, at jeg har været med til at starte noget i Vejle, der stadig lever i bedste velgående,” siger Niels.
København, New York og livet som iværksætter
Da livet som gymnasieelev var ved at være slut, rykkede Niels teltpælene op og tog turen til København for at læse International Business and Politics på Copenhagen Business School. Her blev kærligheden til København grundlagt, og det har også været studietiden, der er den største grund til, at Penstable i dag ligger i København.
”Lige nu vil jeg bo i København,” svarer Niels kort på det meget konkrete spørgsmål om, hvorfor Penstable ligger i København.
Et praktikforløb ved FN i New York blev også tiden og stedet, hvor det gik op for Niels, at han ville mere end bare at være ansat. Han ville skabe noget selv, og en idé om et bæredygtigt pensionsselskab blev ved med at rumstere i baghovedet.
Det resulterede til sidst i, at han ringede til sine forældre og fortalte, at han ikke ville være i FN og New York. Han ville starte et pensionsselskab. En nyhed der kom som en overraskelse for begge forældre. Men som tidligere viste Niels sig som en vedholdende mand, og efter idéen havde rodfæstet sig, begyndte arbejdet med at forme forretningsidéen og teamet bag Penstable.
Første investering og accelerator-accept
At være iværksætter er ikke en dans på roser. Selvom iværksættere ofte udstilles som personer, der lever den store drøm, så er virkeligheden ofte en helt anden. Det er 70 timers arbejdsuger, usikre økonomiske forhold, ansvar for andre mennesker og for sig selv. Svære etiske beslutninger og tidspunkter hvor alt er svært.
Til gengæld føles det også helt eventyrlig, når tingene går i den rigtige retning, og for Niels og Penstable gik der ikke lang tid før de første positive vinde blæste over selskabet. Niels og partneren Emil deltog kort tid efter virksomhedens grundlæggelse i et startup-program i Holland, der hed StartupBootcamp. Tre måneder med input og mulighed for at skabe vækst i en lille virksomhed var muligt, og det læringsmæssige udbytte var stort. En aftale med hollandske PGGM viste meget hurtigt, at selve idéen var bæredygtig og sammen med aftalen kom der også interesse fra investorer.
Penstable blev grundlagt i starten af 2017 og nu snart to år efter er teamet på plads:
”Tilfældigvis består teamet af tre fra Vejle, som jeg kendte fra min gymnasietid,” fortæller Niels.
”Når man er iværksætter, skal man stole på sit team og de kompetencer, man trækker ind på holdet. Her har det været lettere at række ud efter mennesker fra sit eget netværk. Men jeg har også skullet arbejde hårdt for at lokke dem til at tage denne rejse sammen med mig.”
Next stop: The world
Penstable har allerede rejst flere millioner i investeringer i såkaldt soft-funding, hvor selskabet ikke afgiver ejerandele. Det er meget risikovillig kapital, der bruges til at teste om Penstable har et produkt, der reelt fungerer.
”Da vi har at gøre med pensionsopsparinger, kræver det juridiske tilladelser, der gør det svært for alvor at teste vores produkt. Nogle gange ville jeg ønske, jeg bare solgte sko,” siger Niels med et grin om den proces, som Penstable har været igennem.
”Nu står vi overfor at skulle rejse mere kapital, og det ser ud til at lykkes. Samtidig står vi klar til at ændre vores visuelle identitet og vores brand. Fra den 10. oktober ændrer virksomheden navn til Matter.”
Penstable/Matter
Til den netop overståede Nordic Startup Award var Penstable nomineret i kategorien Best Social Impact Startup, hvilket har fået flere investorer til at kigge på den lille virksomhed med rødder i Vejle.
”Hvis vi ikke rejser en større investering, så regner vi med at kunne være i breakeven allerede i 2020, men drømmen er selvfølgelig, at vi skal ud på en vækstrejse,” siger Niels om fremtidsperspektiverne for virksomheden.
”Rejsen er lige begyndt, der er ingen der aner, hvor vi ender.”
Om Niels Fibæk-Jensen en gang ender i Vejle, det fortæller historien endnu ikke noget om, men som så ofte før, ender eventyret jo nok med, at Niels flytter tilbage til Vejle og bosætter sig i Bredballe med udsigt over fjorden. Til den tid tager vi endnu en snak med ham.