Henrik Elkjær er nok især kendt for sin tid med Brød & Co, men i virkeligheden er han ikke særlig god til at bage. Han er opvokset i boligkomplekset Østerbo på Vejle Havn, og erindrer havnen dengang som et mangfoldigt sted. Nu mener han at havnen har lukket sig om sig selv og er blevet elitær. Til gengæld elsker han at handle ind i Føtex, fordi han dér mærker gæstfrihed.
Bortset fra et par enkelte korte afstikkere har Henrik Elkjær boet hele sit liv i Vejle. I dag bor han sammen med sin hustru Linda og deres ni-årige dreng i en lejlighed i midtbyen. Fra et tidligere forhold har han en dreng på 19, som ofte kommer forbi og crasher. De seneste 30 år har Henrik Elkjær arbejdet i restaurationsbranchen, men i sidste uge havde han første arbejdsdag som lærervikar, pædagog og altmuligmand på Vejle Friskole.
Dette er den anden udgave af Vejle 24’s faste søndagsinterview Mit Vejle.
Hvorfor bor du her?
Det er svært at svare på. Nogle gange tænker jeg: Hvor skulle jeg ellers bo? Andre gange tænker jeg: Hvorfor flytter du ikke bare? Men jeg holder meget af de mennesker, jeg er vokset op med. De har været med til at forme mig. De har kunnet udholde mig, når jeg ikke selv har kunnet. De har været med mens alting var (og er) godt. Det er en go’ menneskelig isolering, men i det ligger der en dobbeltbetydning. Man kan isolere sig så meget, at man bliver ensom, men isolering gør også, at man føler sig tryg og varm.
Hvilket er dit yndlingssted i Vejle?
Mit yndlingssted har altid været havnen, men jeg kommer der mindre og mindre. Jeg synes at et sted som havnen burde være et sted, hvor alle kunne komme: fiske, snakke, drikke en bajer, bare være til. Når man plastrer hele havnen til med nybyggeri, burde man have en politik om, at der i stueplan er noget, vi alle kan deltage i. Noget af det der var storslået ved at vokse op på havnen var, at der dengang var plads til alle. Havnen er blevet for elitær. En havn med to vartegn af to af de største danske kunstnere, men hvad gør det Vejle til, når indsigten til - og udsigten fra - byen, er ikonbyggerier uden socialt ansvar?
"Når man gik over fodgængerovergangen i Kirkegade i gamle dage, kunne man lade blikket gå, og verden blev større. I det øjeblik, at du afgrænser dit syn, så bliver verden mindre."
Hvis du stiller dig ved Remouladen og lader dit blik gå rundt, er der ingenting, intet liv. I gamle dage fiskede man krabber ved kajen. Nu er der et bassin med krabber i. Man får fornemmelsen af, at man ikke er velkommen, og man kan også blive i tvivl om, hvorvidt dem, der bor der, i virkeligheden er velkomne. Det er meget nydeliggjort, alt for pænt, og meget afgrænset.
Hvorhenne får man den bedste kaffe?
Der hvor den bliver skænket med mest nærvær.
Hvorhenne får man den bedste mad?
Jeg synes desværre at udvalget er meget det samme, for mange kæder og for meget koncept. Det er burger, sushi, pizza, nachos og all you can eat buffets for 129 kroner. Hvordan fanden kan man lave mad for 129 kroner? Det er ikke fordi jeg er madsnob, men jeg har vanskeligt ved at finde et sted, hvor alt ikke er for planlagt og alt for pænt. Jeg savner sgu Brød & Co og den uforudsigelighed, som fandtes der. Men jeg har MadRick til gode – og det glæder jeg mig til.
Henrik Elkjær tager sig en kort gyngetur på en afgrænset legeplads i skyggen af to etagebyggerier: "Det er ikke fordi jeg går ind for grafitti, i hvert fald ikke de grimme ens "tags". Men jeg kan sagtens forstå, at nogle unge, som ikke passer ind i de udstikkede rammer, føler sig ekskluderet og tegner på bygningerne."
Har du et stamsted i byen?
Ja og nej. Jeg kommer helst der, hvor jeg får god service; hvor folk ser mig i øjnene, og spørger, hvordan det går. Steder, hvor der er nogen, jeg holder af. Jeg kommer på Conrads, fordi jeg holder af Martin. Jeg spiser på Casablanca, fordi jeg holder af Abdel – og det samme gælder for Enzo og Trattoria Dei Re.
I øjeblikket holder jeg mest af, at komme hos Føtex på Havnen. Medarbejderne Pernille og Brian giver mig en oplevelse af, at være mere en gæst end en kunde. Det gør, at jeg gladeligt går derned for at handle, selvom jeg er oppe i byen - også selvom jeg skal stå i kø lidt længere.
Hvis du fik en stor pose penge, hvad ville du så gerne forandre ved byen?
Hvis jeg havde en stor pose penge, ville jeg bruge dem på, at der kommer flere hænder i de hårdt trængte offentlige områder. De må for mig gerne få bedre løn, men mest af alt kunne jeg tænke mig, at vi får en offentlig sektor, hvor mennesker der arbejder med mennesker, får mulighed for at løse opgaverne med værdighed og respekt. Og at vi holder op med at tro, at vi kan måle os til arbejds- og livskvalitet.
Hvis du havde en bulldozer, hvad ville du så gerne fjerne i byen?
Jeg vil gerne bulldoze pænheden lidt, så den ikke bliver den overvejende måde at se os selv og byen på. Men jeg mener at vi har fjernet nok af vores historie. Vi skal ikke fjerne, vi skal skabe, og ikke tro på fortællingen om at vækst, vækst, vækst er den eneste vej frem. Det kræver gennemsigtighed og en ledelse, som står ved, at vi fejler. Det er via fejl at vi lærer og bliver robuste. Vi har brug for alle og for alle farver. Det er ikke dem, som kommer op over grænserne, som truer vores selvopfattelse - det er os selv.
Desuden mener jeg, at vi i Vejle ikke burde samarbejde med entreprenører, som ikke tager ansvar for egne handlinger, som vi ser med eksempelvis Posthusgrunden. Der mener jeg at moral bør vægte højere end penge.
Hvad mangler Vejle?
Det er et svært spørgsmål, men jeg savner noget af den frihed, som var forbundet med området omkring Vejle Midtpunkt. Troen på mere bæredygtighed, mere lokal kunst og kultur og flere åndehuller til ånd. Det som Brød og Co kunne var at have en fandenivoldskhed, som jeg aldrig før har oplevet. Helt Pippi-agtigt: ”Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert godt finde ud af.” Vi havde maden og brødet, kvaliteten var sværvægteren, men det vigtigste var at være sammen, man spiste aldrig alene.
I dag bliver jeg ikke længere draget af Midtpunktet. Der mangler den larm, støj og alle de ting, som fik mig til at trække på smilebåndet
Hvad er der for meget af i Vejle?
Pænhed!
"Når jeg taler om for meget pænhed, taler jeg også om, at det er vigtigt ikke bare at spejle sig i sig selv og folk som ligner. Så mister man forståelsen for dem, der er anderledes. Hvis jeg på bestemte tidspunkter i mit liv var drejet til højre i stedet for venstre, kunne jeg lige så godt være endt neden under Højbanen i stedet for i Føtex."
Hvad kunne Vejle lære af andre byer?
Det ved jeg ikke.
Hvad kunne andre byer lære af Vejle?
Det ved jeg heller ikke. Men kunne det ikke være skønt, hvis man kunne bryste sig med sige, at vi i Vejle har mod til at tænke mennesket først og handle derefter? At vi tør tænke utraditionelt og gøre eksempelvis Posthusgrunden om til noget, som er til gavn for de mange - i modsætning til havnen, som er for de få. At vi tror på egne evner og ikke lader os forføre af politisk forfængelighed. At vi viser, at her i Vejle arbejdes der til gavn og glæde for borgerne og ikke for nogens eftermæle. At vi arbejder på at styrke gennemsigtigheden, og viser at bæredygtighed er noget vi tager alvorligt.
Kunne det ikke være skønt?
