For et par uger siden kom kulminationen på 24 unges anstrengelser. I et år har de mødtes i Xeneriet i Spinderihallerne. De har grint og fneset. De har konkurreret og masseret. De har spist aftensmad - og nu har de også skrevet en bog sammen.
For et års tid siden mødtes Ida Lindved Knudsen og Julie Søfelde Johansen hinanden for første gang. Sammen med ti andre piger troppede de op i Spinderihallerne uden helt at vide, hvad der var i vente. Udover at de skulle skrive. De havde nemlig tilmeldt sig Xeneriets forfatterhold.
”Jeg har altid skrevet mine egne historier, men det er ikke så mange af dem, jeg har gjort færdigt, og det er kun mig selv, der fik lov at læse dem,” siger Julie, mens Ida nikker og tilføjer: ”Jeg har altid meget godt kunne lide at skrive, men det skal være helt rigtigt - der skal ikke være et komma, der står forkert - før andre får lov at læse det.”
Det med at skrive til skrivebordsskuffen, er der nu lavet om på. For et par uger siden udkom nemlig bogen med titlen ”En Flugt Fra Virkeligheden,” som indeholder 24 noveller. Deriblandt én novelle, som hver af de to piger har skrevet. ”Det er virkelig fedt nu, hvor man har gjort sig umage med det i lang tid,” siger Julie Søfelde Johansen, som er 13 år og bor i Bredballe.
Ida Lindved Knudsen er 12 år og kommer fra Skibet. Eleverne på forfatterholdene (Der er to hold: Ét for nye elever, og ét for gengangere - 24 elever i alt) kommer fra hele kommunen. Ja, nogle faktisk fra den anden side af kommunegrænsen. En enkelt helt fra Odder.
Inspiration fra virkeligheden
Både Ida og Julie læser meget, og for begges vedkommende, var det Harry Potter-serien som åbnede deres øjne for litteraturen. Der er dog ingen troldmænd i nogle af deres noveller, men selvom Idas novelle finder sted i 1800-tallets USA, og Julies i nutidens Danmark, er der alligevel visse lighedstræk.
Idas novelle handler om en børnehjemspige, og hun fandt inspiration fra ”Det Lille Hus på Prærien.” Julies hovedpersons forældre døde, da hun var lille.
Uddrag fra "Genforening gør glæde" af Ida Lindved Knudsen
”Det er tilfældigt. Vi har slet ikke set hinandens noveller før, vi skulle læse dem op,” fortæller Julie og fortsætter: ”Jeg fik inspiration fra min hverdag. Mine forældre er skilt, og jeg ser næsten ikke min far. Jeg savner min far, min papmor og mine bonussøskende hver dag, men det hjælper at få skrevet det ned - og forholde sig til det på den måde.”
Højtlæsning og ansigtsmassage
I løbet af det seneste års tid, har eleverne på forfatterholdet mødtes cirka hver anden uge i 3 timer ad gangen. Her har de skrevet, læst deres egne tekster højt, spist aftensmad sammen (Julie spiser enormt langsomt, fortæller Ida), konkurreret og masseret hinanden i ansigtet. Ja, du læste rigtigt. Pigernes underviser Wenche Thinnesen Vogtmann bruger nemlig massage som en måde til at få sanserne vagt, og paraderne ned, på.
”Det var rigtig underligt første gang. Der var mange der fik grineflip, og jeg vil da gerne sige, at jeg var en af dem,” siger Ida og fniser.
Med tiden blev det normalt, og en dejlig måde at starte undervisningen på. ”Det er både afslapning og afstresning på samme tid,” forklarer Julie.
Så var der det med at læse højt. For ikke nok med, at de skulle læse deres tekster op for hinanden. De skulle læse teksterne op i mikrofon.
”Jeg synes faktisk det var fedt nok. Folk kendte dig ikke rigtig i starten, så lærte man folk at kende, og det blev bare i det der rum. Det var ikke nogen, der fortalte det til andre,” fortæller Ida.
Bogreception med 200 gæster
At de hele året havde læst deres tekster op for hinanden, var en fordel for pigerne, da kulminationen på årets anstrengelser fandt sted, da der blev afholdt bogreception for deres fælles bog for et par uger siden. Cirka 200 gæster troppede op i Spinderihallerne. De skulle blandt andet høre Julie og Ida, som læste nogle af deres tekster højt fra scenen.
Uddrag fra "Fra den dag af" af Julie Søfelde Johansen
”Mens jeg sad og ventede, rystede jeg sindssygt meget. Mine ben kunne ikke stå stille, og da jeg først skulle læse op, rystede min stemme. Det er jo ’once in a lifetime,’ men ved det andet digt, hvilede jeg fuldstændig i mig selv,” siger Julie, før Ida tager ordet og fortæller om sin oplevelse: ”Jeg var en af de sidste. Jeg sad og ønskede, at jeg bare kunne få det overstået. Men da det så var overstået, tænkte jeg: ’er det allerede forbi’?”
Drømmer om forfatterskab
Både Julie og Ida får lov til, at læse deres tekster op igen. De har nemlig allerede tilmeldt sig næste sæsons forfatterhold. Så om et års tid, skal de endnu engang op på scenen, når den nye bog udkommer.
De er allerede begyndt at smule en tænke over, hvad de skal skrive om næste gang. Ida overvejer at skrive en novelle om, hvordan det er at være helt alene, og så pludselig blive rigtig populær. Julie overvejer at skrive om en kvinde, der havner på en øde ø, hvor hun finder en mand.
På sigt drømmer begge piger om at blive forfattere. ”Min store drøm er at blive forfatter og udgive min egen bog. Jeg ved godt, at vi lige har udgivet en bog – men min helt egen bog,” siger Ida.
Bogen ”En Flugt fra Virkeligheden” kan købes for 30 kroner hos Xeneriet.
Der er stadig ledige pladser til næste års forfatterhold. Både piger og drenge er meget velkomne. Man kan tilmelde sig her.