Under det netop afviklede EM i kørestolsrugby mødte Vejle24 landsholdets holdleder Brian Bendorff Geertsen til en snak om bl.a. sport, handicap og familiens betydning.
Han dukker op ud af det blå – på den firhjulede el-scooter, som fragter ham rundt på Vejle Center Hotel, hvor jeg netop er trådt ind ad døren for at møde ham. Han er holdleder for det danske landshold i kørestolsrugby, og på denne onsdag eftermiddag, hvor Europamesterskaberne i kørestolsrugby er i fuld gang, har Brian Bendorff Geertsen travlt. Som holdleder er det hans opgave at sikre, at alt omkring en stor slutrunde fungerer og klapper perfekt.
At sidde og tale med Brian Bendorff Geertsen om hans handicap, om den kamp, han har kæmpet siden den dag, en bilist kiggede på sin telefon under kørslen og ændrede Brians liv permanent. Billisten i den store firehjulstrækker kørte over i Brians vejbane og ramte ham, imens han kørte på sin motorcykel.
Det er svært ikke at blive smittet af holdlederens begejstring og engagement, når han taler om holdet, trænerne, slutrunderne og alt, der rører sig omkring det danske landshold. Det er tydeligt, at han brænder for det. Og når han selv bliver rørt, når han fortæller om den kamp, han har kæmpet for at hælde mening ind i en meningsløs ulykke, så sidder jeg selv der med en klump i halsen og mærker, at jeg får den største respekt for en fighter.
Uden at det skal blive en konkurrence, siger Brian, så lider mange af spillerne på holdet af langt større handicap end han selv. Men hvis der er et sted, hvor galgenhumoren – den helt sorte af slagsen – trives, så er det på et handicaprugbyhold. Humoren giver en ironisk distance til det at være handicappet, og som holdlederen siger:
”Hvis I tror, I kan joke om handicappede, så skal I bare høre dem selv”.
Holdet tager turen til Tokyo i 2020
Holdets andenplads ved EM i kørestolsrugby betyder, at det har sikret sig direkte adgang til de paralympiske lege i Tokyo i 2020. For Brian vil det betyde, at han skal til Tokyo allerede i det tidlige forår og inspicere forskellige hoteller og faciliteter. Det er, som han siger, et hårdt job, men nogen skal jo gøre det. Jeg tolker hans skæve smil som et udtryk for, at det ikke ligefrem er et offer.
Der er så mange ting, der skal klappe, når man rejser rundt med så meget udstyr. Der er så mange krav til faciliteterne, der skal imødekommes. Og jeg fornemmer ikke, at jeg selv har et begreb om, hvor mange ting, der skal falde i hak, før et rugbyhold for kørestole kan finde sig til rette.
Her på Vejle Center Hotel oplever Brian, at tingene bare klapper. Alt fra den handicapvenlige hovedindgang til bredden på døre, indretningen i restauranten, bruserne og fællesarealerne er som skabt til kørestolsbrugere. Og så er der maden. Spillerne har brug for varieret kost og mange kulhydrater. Og så er der dem, der har brug for en hel anden kost. Også her er hotellet skarp.
”Hvis der er nogle, der går sultne fra bordet, er det deres egen skyld”, siger han og fortsætter: ”der er ikke bare mad nok – der er noget, alle kan lide”.
Familiens støtte betyder alt
I 2014 ændrede Brians liv sig med ulykken. Brian er gift og far til to børn. Der var virkelig noget at kæmpe for. Det var en kamp for ham at komme af med bitterheden. Det var en kamp for ham at komme af med vægten. Det var en kamp for ham at være noget for sine børn. De to år, der fulgte efter ulykken, var på alle måder bare én lang kamp.
Men noget, der bevæger Brian Bendorff Geertsen, er, når han fortæller om den støtte, han fik og får fra sin familie.
”Jeg skulle bare vende mig i sengen med en lyd, så stod børnene der og spurgte, om der var noget, de kunne gøre”.
På alle måder forandrede familiens liv sig. Med forandringen fulgte også en nærhed. Da erstatningen kom, og Brian var klar til det, købte han en tur til Disneyland. Her mærkede familien en lille fordel. Den kunne komme forrest i køen til alle forlystelser. Så nu har vi også kort til Tivoli, fortæller han med et skævt smil.
Brian kan godt gå – bare ikke mere end højst 3.000 skridt om dagen. Hvis han gør det, lukker kroppen helt ned den efterfølgende dag. Og når folk før i tiden kommenterede, at en gående mand tog en handicapplads, tænkte han i sit stille sind: Vi kan godt bytte.
Jeg ser en mand med en vild historie foran mig. En fighters vilje. En mand, der vil gå gennem ild og vand for sit hold og for sin familie. Også gerne flere end 3.000 skridt.
