Vinterferien markerer midten på vinterperioden og det kan være frostkoldt og rive lidt i næsen og lungerne, når man bevæger sig en tur ud i den friske luft. Men det afholder ikke naturvejleder Finn Lillethorup fra Økolariet til at invitere alle med ud på et par naturture.
Mandag den 11. februar klokken 13.00 kan du tage med på en tur fra Økolariet til Verdens Ende - og hjem igen!
Umiddelbart lyder det måske lidt uoverskueligt og ambitiøst, men det drejer som om en gåtur fra Økolariet gennem Mølholmdalen og ud gennem Sønderskoven til den plads, der bliver kaldt for Verdens Ende. På turen gennem den bynære skov, kan man se, hvordan naturen godt nok er i vintertilstand, men alligevel samtidig så småt er ved at gøre klar til foråret - der står og venter derude et sted i horisonten.
Tur i Dyrehaven
Fredag den 15. februar klokken 10.30 inviterer Finn Lillethorup igen på tur. Her er der mulighed for at tage med på en tur gennem Dyrehaven i Nørreskoven ved Vejle.
I Dyrehaven kan man opleve de cirka 50 dådyr og 10 sikahjorte på tæt hold. Her midt på vinteren er der stille og roligt i Dyrehaven, efter at dyrene har været i brunst i oktober-november. I vinterperioden er der ikke naturligt foder nok i skovbunden, og dyrene er derfor afhængige af, at blive fodret.
Tidligere kunne publikum fodre dyrene, men da der har været mange kedelige episoder med at dyrene har fået forkert kost og at folk er kommet til skade ved nærkontakten med dyrene, så er det i dag ikke længere tilladt at håndfodre dyrene. Ikke desto mindre er dyrene stadig vant til mennesker, så der er god mulighed for at komme tæt på dem.
Det er gratis at deltage på turene, og der er ingen forhåndstilmelding - det er blot at møde op. På Økolariets hjemmeside kan man finde yderligere detaljer om turene - mødesteder, varighed med mere.