Lørdag den 22. september bliver der i sal 5 hos Lido Biograferne vist en række kortfilm, som er produceret i Vejle. Der er blandt andet verdenspremiere på gyserkortfilmen Sticks.
Det er Filmforbindelsen Vejle, som står bag arrangementet i Lido Biograferne. Filmforbindelsen er en forening for filminteresserede vejlensere, som enten skaber, eller pønser på, at være med til at skabe spillefilm. Torsten Frøstrup var tilbage i 2014 med til at stifte foreningen, og han er stadig formand i dag.
”Hvis man gerne vil lave film, ender man oftest enten i Aarhus eller København. Formålet med foreningen er at forsøge, at skabe et alternativ her i Vejle. Det er et tilbud om vidensdeling og netværk på et og samme sted,” fortæller Torsten Frøstrup, som til daglig driver sit eget videoproduktionsselskab.
Et andet formål med at stifte en forening var, at det gav mulighed for at søge midler hos fonde og lokale kulturpuljer, forklarer formanden. Det er netop penge fra Vejle Kommunes kulturpulje, som har været med til at finansiere to af de kortfilm, som lørdag den 22. september bliver vist i Sal 5 hos Lido Biograferne.
Norsk hovedrolleindehaver
Gyserkortfilmen Sticks er kommet til i et samarbejde mellem Filmforbindelsen og Tape_7 Productions i Kolding.
Efter at have turneret rundt på filmfestivaler i ind- og udland er det nu endelig tid til, at vise filmen frem for et publikum. De fremmødte kan se frem til et 11 minutter langt gys, når der er verdenspremiere i Lido Biograferne.
I hovedrollen ser man den norske skuespillerinde Victoria Winge, som har medvirket i en lang række film og tv-serier. Filmmusikken er blandt andet skabt af stjernecellisten Tina Guo, som med sin cello tidligere har skabt musik til Pirates of the Caribbean.
Plot: En fugl, som planlægger at slå sin ejer ihjel
Kunstfilmen Mozart er også kommet til verden med hjælp fra kommunens kulturpulje. Filmen, som er optaget i Spinderihallerne, bliver også vist ved arrangementet i Lido Biograferne.
Instruktøren Anders Lindved er uddannet filmfotograf og tidligere næstformand i Filmforbindelsen Vejle. Ligesom så mange andre, som ønsker at være noget indenfor filmens verden, er han dog flyttet til København, fortæller Torsten Frøstrup.
Mozart har vundet flere priser ved filmfestivaler i både ind- og udland. Kort fortalt handler den blot fem minutter lange film om en fugl, som planlægger at dræbe sin ejer.
Ingen umiddelbar udsigt til ny spillefilm
Foruden Sticks og Mozart, vil der blive vist et par andre vejlensisk producerede kortfilm til arrangementet i Lido Biograferne. Hvilke er endnu en overraskelse. Derudover vil Filmforeningen Vejle fortælle mere om dem selv, og hvad de gør for at fremme filmmiljøet i Vejle.
Inden længe kan der igen ansøges om midler hos kommunens kulturpulje, og der planlægger Filmforeningen igen at ansøge om midler til nye kortfilm.
En ny vejlensisk produceret spillefilm som Gælden er der dog som udgangspunkt ikke udsigt til – og så alligevel.
”Der findes folk der har en tendens til at romantisere det at lave film, men film er hårdt arbejde, og det er ganske få, der kan leve af det. Som det er i dag, er det sådan, at man skal være en del af statsapparatet, og skal have en uddannelse fra en af filmskolerne, hvis man vil leve af at lave film,” siger Torsten Frøstrup, men tilføjer så:
”Men der sker nogle interessante ting for tiden med finansiering fra Netflix. For eksempel er serien Stranger Things skabt af to indie-filmmagere, som før havde lavet en række kortfilm og bevist deres værd på den måde.”
Arrangementet i Lido Biografernes Sal 5 finder sted lørdag den 22. september fra klokken 16 til 18. Alle er velkomne, og der er gratis adgang. Tilmelding kan ske ved at sende en mail til info@filmforbindelsen.dk.
Morten Denert har arbejdet på McDonalds i mere end ti år - men drømmer om at blive troldmand