To aftener i slutningen af marts kan man opleve tankevækkende dokumentarfilm, debatter og underholdning, når CPH:DOX kommer til Vejle.
Dokumentarfilmsfestivalen CPH:DOX er siden 2003 blevet afholdt i København, og har med tiden udviklet sig til at være Nordeuropas største. Nu kommer en del af festivalen til Vejle, nærmere bestemt Xeneriet i Spinderihallerne. Her kan man den 27. og 28. marts opleve to af de dokumentarfilm, som i år er på plakaten hos CPH:DOX.
Den 27. marts klokken 19 kan man se Q’s Barbershop. Filmtitlen er også titlen på en barber i Danmarks største sociale boligbyggeri, Vollsmose. Barbershoppen et populært hænge-ud sted for kvarterets unge somaliere, da salonens ejer, Quasim, selv er fra Somalia – og en hamrende dygtig frisør.
”Det er en ret underholdende film, hvor man får lov at være fluen på væggen. Quasim, er nærmest en institution i sig selv, og de unge fyre har stor respekt for ham, fordi han er den bedste frisør. Vi synes at det er en positiv historie om integration, og så er det en meget original og fantastisk fortælling,” fortæller Thomas Schiødt, som er kulturkonsulent ved Vejle Kommune, og sammen med repræsentanter fra Spinderihallerne, bibliotekerne og Filmforbindelsen har udvalgt filmene.
Aftenen efter, den 28. marts, går turen til Grønland, når filmen Håbets Ø ruller over lærredet. Her bliver man taget med til Grønlands storslåede natur, og får historien om en ung pige, hvis familie har store problemer med alkoholmisbrug, men får vendt deres vaner.
”Det er en skildring af Grønland, og en fortælling om håb. Den har nogle vanvittigt flotte billeder af Grønlands natur, og så er emnet bare evigt relevant,” siger Thomas Schiødt.
Sang og debat
Før filmen fra Grønland, vil Vejles grønlandske kor, Vejle Mi Erinaq, synge filmen ind, og efterfølgende kan man møde instruktørerne Sidse Torstholm Larsen og Sturla Pilskog, som vil fortælle om filmen.
Der vil også blive arrangeret et indslag efter Q’s Barbershop, men det er endnu ikke helt fastlagt, hvad der her kommer til at ske, fortæller Thomas Schiødt:
”Nu er det andet år vi kører i Vejle, og vi prøver udover at lave den særlige dokumentarfilmsfremvisning, også at putte lidt ekstra ovenpå.”
Begge film ruller over lærredet i Xeneriet klokken 19, og begge aftener åbner dørene en halv time før. Her kan man købe popcorn, drikkevarer og så videre. Der er plads til 80 i salen, og Thomas Schiødt fortæller, at han håber og forventer, at salen bliver fyldt begge dage.
Billetterne koster 60 kroner, men der er rabat, hvis man køber billet til begge forestillinger, så slipper man med at slippe en hund. Studerende og folk under 25 år kommer ind til halv pris. Du kan få opdateringer om begivenheden på Facebook her.