Normalt bliver Open Mike afholdt i Jacob Gade Salen i Vejle Musikteater, hvor der er plads til 300 publikummer, men den 20. december rykkes det ind i den helt store sal, hvor der bliver plads til 1.100 publikummer.
Det vejlensiske stand-up-publikum har kunne glæde sig over, at byen er ved at blive til en vaskeægte stand-up-mekka.
For to år siden slog Open Mike for første gang dørene op i Vejle Musikteater. Siden da har publikum kunne more sig gratis over de mange jokes, som både de nye og erfarne komikere tester af på scenen.
Open Mike blev allerede en stor succes efter den første gang, hvor 150 publikummer blev underholdt i Café Unoden, og siden da er det blevet rykket op i Jacob Gade Salen, hvor der i gennemsnit er 280 publikummer pr. gang.
Dørene åbner klokken 19:00, og man skal ikke komme mange minutter senere, før alle stolepladserne er optaget. Grundet den store succes og i forbindelse med, at det er blevet tid til årets sidste Open Mike, har arrangørerne valgt at slutte året af med en kæmpe Open Mike.
Open Mike i Vejle Musikteater den 20. december bliver således afholdt i den helt store sal, der kan rumme 1.100 publikummer. Vi har talt med arrangøren Henrik Rothenbücher, der indtil for nyligt også var journalist her på redaktionen
”Vi har længe haft et ønske om, at man kunne prøve at afholde en Open Mike i den store sal. Det har dog aldrig rigtig passet ind, men nu føler vi, at der er flere grunde til, at det skal være nu,” lyder det fra Henrik Rothenbücher der stiftede Open Miken i musikteateret, inden han tilføjer:
”I oktober havde vi to års jubilæum, og så er det samtidig blevet tid til årets sidste Open Mike. Men ikke mindst, så vil vi gerne hylde det fænomenale publikum, og den enorme opbakning der kommer til komikerne gang på gang. Open Mike i Vejle er allerede med længder den største i landet, hvis man måler på publikummer på en enkelt aften, men alligevel er der flere hundrede der går forgæves hver gang, fordi der bare ikke er flere pladser. De kommer ikke til at gå forgæves nu,” lyder det fra initiativtageren.
Det bliver ikke en permanent løsning
Da den første Open Mike blev afholdt, foregik det i Vejle Musikteaters Café Unoden. Efter det første år blev den rykket op i Jacob Gade Salen, og nu rykkes den yderligere ind i den helt store sal.
Uanset hvor stor en succes, det går hen og bliver, så er der dog ingen planer om, at den store sal skal være en permanent løsning for Open Mike i fremtiden.
”Nej. Det kommer ikke til at ske. Det kan sagtens være, at der vil komme en form for special igen, men jeg kan stensikkert slå fast, at det ikke kommer til at blive nogen permanent løsning,”
Hvorfor er du så sikker på det?
”Selvom det skulle gå hen og blive en stor succes her i december, så vil det ende med at udvande produktet. En Open Mike hvor der sidder 300 mennesker, er faktisk allerede for stor, men der har vi bare været så velsignede. Og samtidig gør det også miken eftertragtet for komikere at komme på, da det er en yderst sjælden mulighed at optræde foran så stort et publikum. Men en fast Open Mike med plads til 1.100, det kommer ikke til at ske,” slår Henrik Rothenbücher fast.
Er det ikke for ambitiøst at afholde det i den store sal?
"Der er selvfølgelig et stort spring fra de 300, der normalt er til en Open Mike, og så de 1.100 der er plads til i den store sal. Men oftest bliver mere end 100 afvist i døren, fordi der allerede er fyldt op, og jeg har en formodning om, at mange slet ikke tager af sted, da de ikke kan nå det, eller har lyst til at møde op mere end en time før, at showet går i gang," fortæller Henrik og tilføjer:
"Jeg tror, at hvis vi får markedsført den her Open Mike godt nok, så kan vi godt få fyldt rigtig godt op. For det er virkelig god underholdning, og så koster det ingen penge. Der er en grund til, at vi nu efter to år, fortsat kan fylde op på nul komma fem. Det er fordi, det er et rigtig godt produkt. Så jeg håber, at så mange vejlensere som muligt, har lyst til at dukke op, så vi kan gøre det til en fuldstændig magisk aften, både for publikum, men også for komikerne,"
Bliver jule-specialen stadig gratis?
”Ja 100 %. Konceptet kommer der ikke til at blive pillet ved, så publikum har stadig mulighed for at komme ind og opleve Open Mike-komikerne helt gratis,”
Hvad med kvaliteten af komikerne?
”Generelt set har vi et rigtig højt niveau, med de komikere der kommer på i Vejle, og det bliver det også den 20. december. Men der tages ikke forbehold eller vælges andre komikere end normalt, fordi det nu bliver afholdt i den store sal. Så det kan sagtens være, at der kommer en debutant, men det kan også være, at der kommer et rigtig stort navn,” lyder det slutteligt fra arrangøren.
Hvilke komikere der skal optræde, bliver aldrig afsløret før Open Mike er gået i gang. En ting er dog sikkert, og det er, at komikeren Simon Væver, der skal være vært.
Simon Væver har tidligere været vært ved Open Mike i Vejle, og han har senest deltaget ved DM i Stand-up, hvor han gik videre fra de indledende runder til semi-finalen.