Vejle24 giver dig overblikket over ugens oplevelser i Vejle. I denne uge kan man blandt andet opleve komik og musik eller hvad med opera kombineret med brunch?
Pecha Kucha
Navnet Pecha Kucha stammer fra det japanske ord for småsnak. Men i dag er det kendt over hele verden, som et format, hvor kreative oplægsholdere fremviser og fortæller om deres kreative projekter og idéer på en uformel facon.
I aften, tirsdag den 22. januar, er der Pecha Kucha i Spinderihallerne. 8 talere, både engelske og danske, kommer med sjove, kreative input om alt fra astrofotografering, unik dans over sommerfugle til filosofi, gaveindpakning.
Tryk Niels Hausgaards hånd
Den 23. januar kan du opleve komiker og sanger Niels Hausgaard, når han optræder med showet ”Tryk Min Danske Hånd” i ToRVEhallerne. Der er lagt op til et kritisk show, hvor Niels Hausgaard på vanlig vis kommer med sine synspunkter med jysk humor inde over.
Akrobatik med mere
Den 23. januar kommer Camilla Marienhof forbi Vejle Musikteater og giver den gas med dans og akrobatik blandet med standup og komedie.
Stykket handler om at ville noget. Og at gøre noget. Simpelthen at ændre verden og gøre en forskel.
Open Mike
Torsdag den 24. januar indtager lokale stand-up talenter Vejle Musikteater, når der er Open Mike.
Man kan opleve både nye og mere etablerede stand-up-talenter. Du har også selv mulighed for at stille op til et senere Open Mike, hvis du går med en komiker i maven.
Intimkoncert med Henning Stærk
25. januar gæster Henning Stærk Jerlev Kultur og Idrætshus. Du kan her komme til intimkoncert, hvor du får mulighed for at komme helt tæt på scenen. Henning Stærk er en rutineret herre, der har spillet på diverse scener og været med i et utal af bands siden starten af 60’erne.
Kombinér opera med brunch
Hvad er mere nærlæggende end at kombinere opera med brunch? Meget tænker du måske, men ikke desto mindre er det, hvad du kan gøre, når Vejle Musikteater lørdag den 26. januar slår dørene op for en All Inclusive-oplevelse med opera, brunch og drikkevarer ad libitum.
Operaen bliver udført af sopranerne Annemette Pødenphant og Camilla Button med pianist Maria Eshpai.
Menuen byder på friskbagt brød, lakseroulade med spinat, yoghurt med malt crumble, serranoskinke med melon, hjemmelavet leverpostej med bacon, røræg og brunch-oksepølser, Vesterhavsost, kage/brownie, pandekage med sirup, frugt og drikkevarer ad libitum.