Endnu en uge er gået, og Vejle24 giver dig her et overblik over den kommende uges begivenheder. Der er et par nye film på programmet, men også flere musikalske indslag.
Vejle24 har som altid lavet en oversigt over, hvad du kan lave i ugens løb. Så læs med her, og se om der skulle være en begivenhed for dig.
Filmpremier i Lido Biograferne
Torsdag den 10. januar kan du komme til premiere på to meget forskellige dramaer i Lido Biograferne. Der er nemlig premiere på ”The Mule” af Clint Eastwoods og det danske drama ”Før Frosten”.
I ”The Mule” møder vi den ældre mand Earl, spillet af Clint Eastwood, der er ved at være ruineret. Earl bliver tilbudt et job der på overfladen virker som en let sag. Han skal blot køre en bil til et forhåndsbestemt sted. Hvad Earl ikke ved er, at hans nye job rent faktisk består i at være narkokurér. I filmen medvirker, foruden Eastwood, også Bradley Cooper og Taissa Farmiga.
Du kan se traileren her.
Du kan også vælge at se det danske drama ”Før Frosten” med Jesper Christensen og Clara Rosager i hovedrollerne. I denne film møder vi bonden Jens, som har haft et hårdt år, og med endnu en hård vinter forude bliver han nødt til at indgå en pagt om at gifte sin datter væk til en storbonde, hvis han og familien skal overleve vinteren. Desuden medvirker Magnus Krepper og Ghita Nørby.
Se traileren lige her:
Jazz: A tribute to Judy Garland
Hvis du er til jazz, har du muligheden torsdag den 10. januar i Bygningen, når Vejle Jazzklub præsenterer Bukh´s Jazz Memory med Anne-Sofie Olesen - "A tribute to Judy Garland".
Bukh's Jazz Memory er et dansk band der består af Kristian Bukh og hans far, Lars Dalsgaard. I denne omgang har de allieret sig med sangerinden Anne-Sofie Møller Olesen, der er uddannet på Den Jyske Sangskole, og er ved at videreuddanne sig på Syddansk Musikkonservatorium.
Koncerten starter klokken 20.00.
Den glade Enke
Lørdag den 11. januar kan du også få et musikalsk indslag, og selvom det efterhånden er lidt tid siden at vi kom ind i det nye år, så er det stadig muligt, at få lidt nytårsstemning indenbords, når Odense Symfoniorkester opfører den kendte nytårskoncert ”Den glade Enke” af Franz Lehár.
Det er et hold af dygtige operettesangere, der står klar til at fortælle historien om den glade enke i Vejle Musikteater.
Dansktop med lokalt islæt
Kejser Larsen Band giver koncert i Bygningen.
Bandets forsanger og manden bag bandets sange, Christoffer Kejser Larsen, er født og opvokset i Vejle. Kejser Larsen Band blev i foråret 2016 ”Radio-darlings” på P5 med sangene fra deres album "Barmhjertige Søster".
Kejser Larsen Band har de sidste to år vundet titlen som Årets Dansktophit på DR P5 (Velkommen i de arbejdsløses endeløse rækker, 2016, og Alt andet lige, 2017.)
Koncerten starter klokken 14.00.