Danmarks mest populære onkel tryller i Vejle

Danmarks måske største TV-stjerne for børn lige nu, Onkel Reje, kommer forbi Vejle Musikteater med det populære show: Onkel Reje & Brilles Mega Store Magiske Trylleshow.

Før var han sørøver, nu er han tryllekunstner, så der er garanti for magi, når Onkel Reje og hans faste følgesvend Brille, pakker tryllestavene ud og gakker sig igennem Onkel Rejes & Brilles Mega Store Magiske Trylleshow.

Udover det nye trediehjul Linda Belinda, der både er ufattelig smuk og utrolig hjælpsom, så har Onkel Reje også et farverigt galleri af artister og tryllenumre klar bag det glimtende guldforhæng.

Børn og barnlige sjæle kan glæde sig til alle de kendte sange, men tag jer i agt! I risikerer, at jeres børn ikke vil gå i bad efter at have hørt dem.

onkel reje - jeg kan ikke li' at gå i bad

Der bliver fuld fart over feltet og det er som altid med Onkel Reje hamrende politisk ukorrekt. Midt i alle løjerne gemmer der sig også en lille fin historie om at alting er magisk.

Showet finder sted i Vejle Musikteaters store sal den 3. marts - og hele familien er velkommen.