Anmeldelse: 'Værk uden skaber' - marathonfilm om efterkrigstiden i Tyskland af prisvindende instruktør

Foto: Pressefoto

Florian Henckel von Donnersmarcks nyeste film 'Værk uden skaber' søger at male et portræt af Tyskland i løbet af tre årtier.

'Værk Uden Skaber' er skrevet og instrueret af tyske Florian Henckel von Donnersmarck. Bag det bombastiske navn gemmer sig en instruktør med titler som den prisvindende 'De Andres Liv', og den generelt forhadte 'The Tourist', på sit CV. Det skulle derfor blive spændende at opleve hans nyeste værk, om en ung aspirerende kunstmaler i efterkrigstidens DDR. Men er den så noget ved?

I 1937 bor Kurt uden for Dresden med sine forældre og sin unge tante Elisabeth. Elisabeth elsker avantgardekunst, og lille Kurt suger til sig. Idyllen og kærligheden er til at tage at føle på, men boblen springes hurtigt. Elisabeth viser tegn på sindssyge og sendes på en anstalt. Læge og SS-professor Seeband befrier tante Elisabeth og andre, i nazisternes øjne, uværdige eksistenser fra deres elendige tilværelse, med et besøg i gaskammeret.

Senere buldrer krigen løs, og Kurt mister to brødre i krigens sidste dage. Alt er fuldstændig sort i denne hæsblæsende start på Florian Henckel von Donnersmarcks film 'Værk Uden Skaber'. Meget lig instruktørens tidligere film 'De Andres Liv', ligger størstedelen af filmens fokus dog ikke på krigen, men på tiden efter, i det kommunistiske Østtyskland. Unge Kurt, i øvrigt spillet af en ganske habil Tom Schilling, lærer på bedste socialistiske vis at udnytte sine malergaver til samfundets fordel. Med store murmalerier som portrætterer glansbillede-lignende arbejdere og socialistiske forkæmpere, skaber Kurt sig hurtigt et navn. Men han er mere optaget af den betagende Ellie, spillet af Paula Beer, som på bedste filmvis er datter af førnævnte SS-professor Seeband.

Det hele er meget interessant, og dragende. Tiden, livsvilkårende, relationerne. Det hele er der. Ikke desto mindre føles filmen umådelig middelmådig. De få muligheder for dramatik som historien skaber, fiser ud i sandet, eller danses nærmest ængsteligt udenom i forsøget på at holde øjnene på det egentlige mål, nemlig en stor forkromet pointe om at finde sig selv, samtidig med at give verden lidt igen. En klassisk ”best of both worlds”-morale, som bliver hamret ind med en sådan iver at man mistænker den kære hr. Donnersmarck for at tænke sit publikum mindre begavet end de er

Er man lidt på vippen med hvorvidt det er værd at give filmen et skud, skal der desuden lige nævnes at med en spilletid på intet mindre end 3 timer og 8 minutter, skal man være klar på en længere udflugt.

Kunst er vigtigt, og portrætter af kunsten er vigtig for forståelsen af samme. Derfor kan man undres og ærgre sig over at kunsten bliver så umotiveret og banalt håndteret i 'Værk Uden Skaber'. Man sidder vitterligt tilbage med følelsen af at det blot er endnu en efterkrigstids-film i mængden. En ren samlebåndsproduktion. Desværre.

3 ud af 6 stjerner

 

Læs også